'Udsigten' i Roskilde er Årets Sundhedsbyggeri
Psykiatrisk Center Sct. Hans – også kendt som 'Udsigten' har modtaget prisen som 'Årets sundhedsbyggeri 2022'. En offentlig afstemning og en fagjury afgjorde, at det var fremtidens sundhedsbyggeri ved Roskilde Fjord, som fortjente hædersprisen i år
For 5. år i træk sætter Nohrcon fokus på de gode eksempler på byggeri og indretning af hospitaler, plejeboliger og psykiatriske centre med Kåringen af Årets Sundhedsbyggeri.
Sidste år gik prisen til det bevægende børne- og ungehospice Strandbakkehuset i Rønde, men i år dystede et plejehjem i Hornbæk, og fire vidt forskellige typer hospitalsbyggeri fra Herning til Hovedstaden om prisen. Alle fem vigtige fyrtårne for fremtidens sundhedsbyggeri – men ét af dem lyser nu lidt mere op med kåringen som Årets sundhedsbyggeri 2022.
De fem projekter som var nomineret i 2022
• DNV-Gødstrup, Herning
• Herlev Hospital: Kvinde-Barn-Center og Akutmodtagelse
• Hornbækhave Plejecenter, Hornbæk
• Psykiatrisk Center Sct. Hans, Roskilde
• Steno Diabetes Center Copenhagen, Herlev
Vinderen: Udsigten til et bedre mentalt helbred
Mens der fra politisk side forhandles ivrigt om finansieringen af en ny tiltrængt 10-års plan for psykiatrien, står et nyt pejlemærke for fremtidens psykiatri nu klar ved Roskilde Fjord. Et Kvalitetsfondsbyggeri i harmoni med den vilde natur, som skal styrke patienternes mentale helbred.
Den nye retspsykiatri på Sct. Hans Hospital er opført som en selvstændig bygning i forlængelse til det historiske Sct. Hans fra 1800-tallet. I retspsykiatrien er der helt specielle og høje sikkerhedskrav – alligevel er det lykkedes at skabe et byggeri, der hverken giver associationer til hospital eller fængsel.
Den helende og funktionelle arkitektur sikrer dels, at de ansatte har en tryg arbejdsdag, og dels at patienterne trives i de unikke rammer. Og brugerne har taget godt imod: Bygningen er således døbt 'Udsigten' af patienter og personale pga. dens fantastiske placering med udsigt til mark og skov ved Roskilde Fjord.
- Det er en god dag, når hele tre af vores hospitalsbyggerier i Region Hovedstaden er nomineret til Årets Sundhedsbyggeri. Det viser, at vi er på rette vej i forhold til at skabe de gode fysiske rammer for patienterne og deres pårørende, vi ønsker, og for de medarbejdere, der arbejder der.
- At det er ’Udsigten’ på Psykiatrisk Center Sct. Hans, der vinder, bekræfter os i, at det er lykkedes at skabe nogle moderne rammer for patienterne i retspsykiatrien, der bygger på, at alle mennesker har ressourcer, der kan styrkes og udvikles, mens man er indlagt, ofte i længere tid. Retspsykiatrien er ikke et fængsel, men en del af sundhedsvæsnet. Og sundhedsvæsnet handler om mennesker.
- Derfor gør det mig særlig glad, at fagjuryen i deres bedømmelse har lagt vægt på, at der i ’Udsigten’ er skabt en følelse af hjemlighed, med mulighed for både privatliv og samvær med andre, ligesom byggeriet åbner sig ud mod naturen og det omkringliggende samfund, siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand, Region Hovedstaden.
Et følsomt og enkelt stykke sundhedsarkitektur
Han suppleres af Martin Lund, der er direktør i Region Hovedstadens psykiatri.
- Jeg vil selvfølgelig først og fremmest sige stor tak til alle dem, der har stemt på os, og til fagjuryen. Vi er meget glade og stolte over, at ’Udsigten’ er kåret som Årets Sundhedsbyggeri – et byggeri, som mange gode kræfter har været med til at skabe. Det er en særlig stor ære at vinde, fordi alle de fem nominerede sundhedsbyggerier – på trods af forskellige formål og målgrupper – har det til fælles, at de skaber nye, visionære rammer for velfærd og sundhed i Danmark.
Fagjuryen udtalte bl.a. følgende om Psykiatrisk Center Sct. Hans ved nomineringen:
- Et meget imødekommende projekt udført med stor indlevelse i de særlige patienters behov. Med få virkemidler er der opnået en god harmoni - et byggeri i balance med omgivelserne.
I den offentlige afstemning lød rosen til Psykiatrisk Center Sct. Hans bl.a.:
- Et på samme tid følsomt og enkelt stykke sundhedsarkitektur, der skaber en rolig ramme for psykiatrisk behandling.
Psykiatrisk Center Sct. Hans
- Hvor: Roskilde
- Type: Retspsykiatrisk hospital
- Byggeform: Nybyggeri
- Færdig: December 2021
- Areal: 20.600 m²
- Anlægssum: 700 mio. kr.
Teamet bag Psykiatrisk Center Sct. Hans:
- Bygherre: Region Hovedstaden Psykiatri
- Bygherrerådgiver: Niras
- Totalrådgiver: KHR Architecture
- Arkitekt: Rubow arkitekter
- Landskabsarkitekt: Opland Landskab
- Ingeniør: OJ Rådgivende Ingeniører, Spangenberg & Madsen
- Byggeledelse: MOE
- Entreprenør (fagentrepriser): CG Jensen, LM Byg, Hansen & Andersen, N.H.Hansen & Søn, Malerselskabet SBM, Georg Berg, Anchers Gulvservice, Wicotec Kirkebjerg, Caverion Danmark, Lindpro, Siemens, Tunstall, Enco, Skou Gruppen, Jakon Bygningsentreprise, JJI Akustik og Inventar, Hoffmann
- Kunst: Sophia Kalkau
-dc