Udvidelse af retspsykiatrien i Skejby bliver velkendt OPP-leverandørUdvidelsen af Psykiatrien skal ske i forlængelse af den eksisterende bygning K. Aftalen mellem Region Midtjylland og PKA Skejby P/S underskrives efter planen den 10. maj.

Udvidelse af retspsykiatrien i Skejby bliver velkendt OPP-leverandør

Regionsrådet i Region Midtjylland har sat navn på den OPP-leverandør, der skal stå for udvidelsen af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien. Byggeriet kommer til at indeholde et nyt retspsykiatrisk sengeafsnit samt kontorområde til klinisk personale

Der bliver plads til yderligere 16 sengepladser i retspsykiatrisk afdeling samt nye kontor- og mødefaciliteter til psykiatriens medarbejdere, når udvidelsen af Aarhus Universitetshospital Psykiatrien efter planen står klar i slutningen af 2026.

Nu er et vigtigt skridt på vejen mod de nye cirka 4500 m2 taget. Regionsrådet i Region Midtjylland har besluttet, at det bliver PKA Skejby P/S, der bliver OPP-leverandør på byggeriet.

PKA Skejby P/S er allerede leverandør på det offentligt-private partnerskab ved AUH Psykiatrien, og har tilknyttet totalentreprenør Nordstern, teknikentreprenør Wicotec Kirkebjerg, Arkitema samt rådgivende ingeniør Afry.

- Holdet bag PKA Skejby P/S har leveret et overbevisende bud på, hvordan udvidelsen af AUH Psykiatrien kan rumme både sikre rammer for en effektiv behandling af patienter i retspsykiatrien og gode kontor- og mødefaciliteter, siger formand for Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg, Henrik Gottlieb Hansen (A), og tilføjer:

- Samtidig har flere af tilbuddets nøglepersoner været involveret i etableringen af den nuværende psykiatri i Skejby, som har en naturlig forståelse for, hvilken hverdag både medarbejdere og patienter i Psykiatrien lever i.

- Det er alt andet lige en fordel, når vi skal udvide.

Sikre og behagelige rammer
PKA Skejby P/S skal nu i samarbejde med repræsentanter fra Psykiatrien samt inddragelse af brugerne arbejde videre med tilbuddet frem imod foråret 2025, inden byggeriet efter planen skal ske i løbet af 2025 og 2026.

- Det er meget vigtigt for os, at både patienter og medarbejdere spiller en aktiv rolle i, hvordan vores fysiske rammer fungerer, siger hospitalsdirektør i Psykiatrien, Tina Ebler, og uddyber:

- Vores retspsykiatriske patienter tilbringer ofte lang tid hos os, og derfor skal rammerne selvfølgelig understøtte et godt og imødekommende behandlingsmiljø, hvor vi desuden har fokus på sikkerhed og på at minimerer risikoen for konflikter så meget som muligt.

- Det kan de fysiske rammer hjælpe til med – blandt andet via godt indrettede sengestuer samt rummelige gård- og fællesmiljøer, hvor man både kan opsøge fællesskab men også har mulighed for at trække sig.

-dc

25/4 2024