V2C opretter ny afdeling i Odense
Det går stærkt for V2C, der fire år efter introduktionen af nye koncepter for bygherrerådgivning beskæftiger 42 erfarne medarbejdere i København og Aarhus. De åbner nu en ny afdeling i Odense
- Vi understreger vores ambition om at udvikle virksomheden til et landsdækkende, uvildigt rådgiverfirma, der i tæt kontakt med kunderne skaber værdi til bygherrer og deres projekter.
Det siger direktør og stiftende partner Lars Blaaberg fra V2C i en kommentar til, at virksomheden – fire år efter firmaets start og halvandet år efter etablering af en afdeling i Aarhus – nu slår dørene op til en ny afdeling i Odense.
- Vi har længe været på udkig efter den rette person til at stå i spidsen for en ny afdeling i Odense, og vi er stolte over, at vi med en kapacitet som Hans Toksvig Larsen som markedskoordinator nu kommer helt tæt på kunderne også i Region Syd, der er inde i en massiv udvikling, som omfatter alle sider af moderne byggeri, fortsætter Lars Blaaberg. Hans Toksvig Larsen supplerer:
- Efter mange års tilløb har Odense har taget hul på en ny æra, der præger udviklingen af hele Region Syd. Det er som den grimme ælling, der vågner i forvandling med udvikling og byggeri af en række store bolig- og erhvervsbyggerier, massiv byudvikling, renovering af havneområder og store investeringer i ny infrastruktur, samt modernisering og udbygning af Odense Universitets Hospital.
- Den udvikling vil vi som bygherrens professionelle sparringspartner gerne være med til at præge med henblik på både at sikre de private og offentlige bygherrer et optimalt udbytte af de investerede midler og for at sikre optimale udfoldelsesmuligheder for de fremtidige brugere. Vi har positive forventninger om indenfor et par år at opbygge en ny afdeling med seks til ti uvildige advisors.
Hans Toksvig Larsen fortæller videre, at han glæder sig til at tage hul på et helt nyt kapitel i et langt karriereforløb i førende arkitekt- og ingeniørvirksomheder.
- Det er en ny verden, der åbner sig og lægger nye lag på en generalists erfaring, og jeg glæder mig til at spille med på V2C’s bane både som ’iværksætter’ med opbygning af en ny afdeling i Odense, og som advisor, der med afsæt i nytænkning af byggeriets processer skaber bedre byggerier og merværdi til bygherrerne.
Fra arkitektskolen til administrerende direktør
Hans Toksvig Larsen, der kommer til V2C fra job som udviklingschef i Midtconsult, rykkede fra Aarhus til Odense umiddelbart efter han i 1984 afsluttede arkitektuddannelsen fra Arkitektskolen i Aarhus. Her var han blandt andet gennem 25 år var ansat i Creo Arkitekter.
Her startede Hans Toksvig Larsen i 1989 som arkitekt, senere fik han personaleansvaret og i perioden 2010 til 2015 var han – parallelt med udnævnelse til Kongelig Bygningsinspektør for Inspektorat 4 i en fire års periode fra 2008 – administrerende direktør.
I dag er Hans Toksvig Larsen bl.a. med i bestyrelsen for VL 56, ligesom han som repræsentant for Fyn Erhverv sidder i Formandskabet for Odense Bæredygtighedsråd.
-aft