Vandanlæg i Tinghøj skal renoveres for en milliard kroner

Vandanlæg i Tinghøj skal renoveres for en milliard kroner

Tinghøj Beholderanlæg er nedslidt og skal modernisere - HOFOR har indgået aftaler med tre entreprenørfirmaer, der skal stå for udførelsen.

Det ikoniske Tinghøj Beholderanlæg trænger til at blive renoveret.

Anlægget består af en række vandtanke, der opbevarer vand til borgerne i København og resten af hovedstadsområdet, og efter snart 100 års tro tjeneste er beholderanlægget nu så nedslidt, at det har behov for en overhaling.

Forleden underskrev anlæggets ejer, HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, og de udvalgte entreprenører Per Aarsleff, DI-Teknik og 2Water, kontrakterne. Dermed kan de nu gå i gang med planlægning og projektering af det store projekt i samarbejde med totalrådgiverholdet fra COWI.

Skal leve op til krav til en moderne forsyning

Projektchef i HOFOR Erling Fischer fortæller, at renoveringen er nødvendig, fordi anlægget er nedslidt, og der derfor er et stigende behov for servicering og kontrol af det gamle anlæg og dermed stigende udgifter.

Anlægget bliver renoveret, så det i højere grad lever op til en moderne forsynings krav til automatisering, drikkevandssikkerhed og arbejdsmiljø:

-Et godt arbejdsmiljø er essentielt for os. Det skal være sikkert at gå på arbejde både, mens byggeriet står på, men også når vores anlæg er i drift. I gamle dag havde man ikke det samme fokus på sikkerhed i forhold til at undgå fx tunge løft og risikoen for faldulykke for dem, der har deres daglige arbejdsdag på anlægget. Det ændrer vi på nu, siger Erling Fischer.

Tæt samarbejde med entreprenørerne

Som en del af Samarbejdsløftet går HOFOR ind i et tæt samarbejde med entreprenørerne om planlægning, projektering og udførelse af det komplekse projekt.

-Partnering har igennem mange år været et ønske i bygge- og anlægsbranchen. Partnering-modellen er lavet for at undgå den konfliktsituation, der typisk kan opstå, hvis man møder uforudsete problemer undervejs i et projekt, siger Erling Fischer.

Projektet bliver sendt i høring af Gladsaxe Kommune i efteråret, hvor blandt andre naboerne får mulighed for at komme med spørgsmål og forslag.

Gravemaskinerne går efter planen i jorden i slutningen af 2026 - og forventes færdigt i 2031.

Om anlægget

Tinghøj Beholderanlæg er tegnet af arkitekt Ib Lunding i 1930’erne

Beholderanlægget er fredet og står over for de mest gennemgribende ændringer i anlæggets næsten 100 år lange historie

Slots- og Kulturstyrelsen skal godkende det foreslåede projekt

Anlægget kan lagre den overskydende produktion af drikkevand (når forbruget er lavt), og giver dermed en ekstra forsyningssikkerhed.

Anlæggets kapacitet er 225.000 m3.

Læs også:

Tinghøj Vandreservoir er betonhistorie

 

-kis

 

8/7 2025