Vejle-vartegn får tilføjet sidste bølge

Vejle-vartegn får tilføjet sidste bølge

Femte og sidste etape af Bølgen i Vejle er ved at blive færdiggjort, og for beboerne venter dermed en formidabel udsigt i et indvendigt funktionelt hus

Boligprojektet Bølgen, der ligger lige ud til Vejle Fjord, har været mere end 10 år undervejs. Men nu er den femte bølgetop, der udgør sidste etape, ved at blive færdiggjort, og de sidste lejligheder ventes at slå dørene op inden sommer. Henning Larsen vandt konkurrencen tilbage i 2005, og partner og arkitekt MAA Søren Øllgaard fortæller:

- Alene beliggenheden krævede noget helt unikt. Vi jagtede fra starten en form, der fik det optimale ud af udsigten over fjorden mod øst og byen mod vest. Samtidig skulle den forbinde byen og vandet uden at tage udsigt fra naboerne. Derfor valgte vi bølgeformen, som ud over at være meget funktionel giver en stærk signatur med reference til både vandet og områdets bløde bakker.

Han fortsætter:

- Bølgen er på mange måder som en skulptur med et superfunktionelt hus indeni. Bølgernes hvide, lukkede tagflade er nord-syd-orienteret, så den skærmer af for det skarpe sydlys, mens boligerne har glas fra gulv til loft med balkoner på både den østlige og den vestlige side. Dermed bliver der gennemgående lys med optimal komfort inden døre.

Kalk, sand og vand modstår fugt
Indeklimaet i det spektakulære byggeri har i det hele taget spillet en stor rolle i valget af løsninger. Bl.a. er bygningens base udført som en perforeret lamelstruktur i beton, der skaber ventilation op gennem bygningen.

Et andet eksempel er de uorganiske materialer i opbygningen af badeværelserne. Her er bl.a. anvendt Ytong Plader, som fremstilles af kalk, sand og vand. De er modstandsdygtige over for fugt, forhindrer råd i konstruktionen og er derudover mærket med Dansk Indeklima Mærkning.

- Der er kort sagt ingen risiko for fugtproblemer, og de uorganiske materialer bidrager generelt til at skabe behagelige og komfortable rum, fortæller Bertel Nielsen, der er adm. direktør i Ejendomsselskabet Bertel Nielsen, som er hovedentreprenør på Bølgen og en del af BACH Gruppen.  

-kj

9/4 2018