Vinterbekendtgørelse fortsætter regulering af byggerietDirektør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri

Vinterbekendtgørelse fortsætter regulering af byggeriet

Dansk Byggeri er godt tilfreds med, at myndighederne ikke, som ellers ønsket af dele i byggebranchen, sløjfer vinterbekendtgørelsen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der er stærk uenighed i byggebranchen i forhold til, om vinterbekendtgørelsen skal fortsætte eller skrottes. Bygherrerne mener, at den er overflødig, mens eksempelvis Dansk Byggeri ønsker den fortsat, og det er åbenbart Dansk Byggeri, regeringen har lyttet mest til. Det er nemlig besluttet, at staten fortsat skal regulere vinterbyggeriet.
Statens Byggeforskningsinstitut – SB - konkluderer i en rapport blandt andet, at en ophævelse af vinterbekendtgørelsen vil fjerne bygherrens pligt til at videreføre byggeri om vinteren og til at betale for de vejrligsbestemte vinterforanstaltninger. Det vil ifølge SB især ramme mindre entreprenørvirksomheder:

Øget sæsonledighed
- Uden fælles retningslinjer kan resultatet blive øget sæsonledighed, særligt i perioder med lavkonjunktur. Større bygherrer vil udvikle egne krav til byggeri om vinteren, ligesom byggeriet ikke vil blive billigere, da ’seriøse’ firmaer i stedet vil indregne et risikotillæg i deres tilbud. En regulering, hvor vinterforanstaltninger udbudt som en separat entreprise blev anført som et muligt alternativ, blandt andet for at fremme innovative løsninger til sikring af byggeaktiviteten, skriver SB.
Bygherrerne mener der i mod, at markedet kan regulere byggeaktiviteten og håndteringen af vinterforanstaltninger, og at sæsonledigheden ikke påvirkes.

Risiko og omkostninger
Direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri siger til BygTek, at det blandt andet er et spørgsmål om, hvem der skal påtage sig det risikomoment - og dermed omkostninger - forhold til vinterens forløb med frost, nedbør og andre vejrfaktorer:

- Vinterbekendtgørelsen er et fornuftigt instrument til at sikre, at vi bruger vort produktionsapparat hele året. Så kan vi både beskæftige medarbejderne hele året og bruge produktionsapparatet. Der er en god samfundsøkonomi i at holde byggeriet i gang. Ifølge vinterbekendtgørelsen er der en fornuftig fordeling af omkostningerne, hvor entreprenørerne påtager sig de årstidsbestemte foranstaltninger - det der kan forudses omkring eksempelvis lys på byggepladsen – mens bygherren påtager sig forpligtelsen til de vejrligsbestemte omkostninger i forhold til eksempelvis frost og sne, forklarer Michael H. Nielsen.

Også med i AB18
Han kalder det ’den klassiske og rimelige fordeling af risikoen ved at bygge’:

- Det finder vi er fornuftigt at holde fast i, og det er heldigvis også det, myndighederne er nået frem til efter at have gransket rapporten fra Statens Byggeforskningsinstitut. Ganske vist er hovedbestemmelserne fra vinterbekendtgørelsen skrevet ind i de nye AB18, der i øjeblikket er i høring, men vinterbekendtgørelsen har fortsat en ’udfyldende funktion i forholdet mellem parterne i byggeriet. Dansk Byggeri er godt tilfreds med, at vinterbekendtgørelsen fortsat skal regulere vinterbyggeriet, slutter direktør Michael H Nielsen

15/3 2018