Aktuelle nyheder om byggebranchen - El & Belysning

Brug pæren i vintermørket Korrekt belysning er essentielt for at malere og andre faggrupper i byggeriet kan udføre deres arbejde ordentligt.

Brug pæren i vintermørket

En effektiv og kraftig arbejdsbelysning giver ikke bare et sikkert og behageligt arbejdsmiljø. Det er også vejen til at opnå de bedst mulige resultater

Del artiklen på

For at malerne kan bevare samme effektivitet i hverdagen i de mørke måneder kræver det en effektiv og kraftig belysning, der sikrer et behageligt og sikkert arbejdsmiljø og ikke mindst flotte og holdbare resultater.

- Med den rette belysning kan du lettere styre kvaliteten, opdage spartellunker, kontrollere farverne og opnå et godt og behageligt arbejdsmiljø – ikke mindst i de mørke måneder, forklarer Lennart Baunsgaard, der er commercial technical manager hos malingsproducenten Beckers, og tilføjer, at man med fordel kan udskifte gamle halogenpærer eller lysstofrør til arbejdsbelysning med LED.

- LED-belysning er mindst ligeså lyseffektiv som halogenpærer og mere lyseffektiv end lysstofrør, men lyskvaliteten er en anden. Du får et indirekte, mere behageligt lys i dagslyskvalitet, uanset hvilket tidspunkt af døgnet du arbejder på, udtaler han.

Slip for ventetid og skoldhede arbejdslamper
Ifølge Lennart Baunsgaard giver den traditionelle 1000 W halogenlampe en effektiv arbejdsbelysning, men den har også en række iboende begrænsninger på grund af varmeudviklingen.

- Hvis du f.eks. placerer lampen for tæt på filt eller papruller, skaber det risiko for brand. Derudover skal en halogenlampe stå til afkøling, før du kan pakke den sammen og lægge den ned i varebilen, forklarer Lennart Baunsgaard og fortsætter:

- Til sammenligning er der ingen varmeudvikling ved LED-belysning, så du undgår brandrisikoen i løbet af arbejdsdagen og kan uden problemer pakke LED-lamperne ned med det samme, når arbejdet er afsluttet. På den måde undgår du unødig ventetid.

Store besparelser på vedligeholdelse og drift
Skifter man til LED-arbejdsbelysning, kan man desuden mindske driftsudgifterne til belysning markant. Der er med andre ord gode penge at hente her, også selv om engangsudgiften til indkøb er lidt højere, fortæller Lennart Baunsgaard.

- Trods sin højere indkøbspris i forhold til halogenlamper og lysstofrør er LED-arbejdsbelysningen et langt billigere alternativ på den lange bane. LED-belysningen bruger nemlig kun en brøkdel af den strøm, som traditionelle halogenlamper og lysstofrør kræver. Desuden har den en længere levetid. Du undgår således pludselige udskiftninger og kan reducere dit elforbrug til arbejdsbelysningen markant, hvis du vælger en LED-pære med op til 50.000 timers brændetid, lyder det fra Lennart Baunsgaard.

Flere gode råd til vinterarbejdet
Hvis man ønsker den mest optimale belysning, et behageligt og sikkert arbejdsmiljø og ikke mindst at komme på forkant med efterårs- og vinteropgaverne, er der desuden en række andre forholdsregler, man kan tage. F.eks. anbefaler Lennart Baunsgaard, at man tjekker lampens IP-tal og lumenpakke (Lumen/Watt-forbrug).

- Vi anbefaler, at man vælger en lampe med IP65 eller IP67. Det betyder nemlig, at den er optimalt beskyttet mod vand og støv fra byggepladsen. Og jo højere lumenpakke, jo mere effektiv er lampen, lyder det fra Beckers cheftekniker.

- Selvom malernes dagligdag de kommende måneder byder på mange timers ophold i samme rum, behøver det ikke at påvirke deres sikkerhed og arbejdsmiljø. Når der skal vælges lamper, er det især vigtigt at bruge lamper med dansk jordstik, da det blandt andet fjerner risikoen for stød. Hvis man derudover vælger en lampe med RoH's-mærkning, er der endvidere garanti for, at lampen ikke indeholder skadelig kemi, forklarer Lennart Baunsgaard og påpeger, at man ligeledes bør kigge efter lampens IK-tal.

- Jo højere IK-tallet er, jo mere robust er lampen, slutter han.

-los


Læs mere om El & Belysning

21/11 2018