Design kan forbedre livskvaliteten

Design kan forbedre livskvaliteten

Ung designer har et klart sigte med sine mange designs

Af Peter Friis. Fotos: Jonas Swienty

Lise Vester er overbevist om, at sensorisk og æstetisk design øger vores velvære, og netop dette har været en drivende faktor i hendes arbejde. Et arbejde, der har bragt mange nyskabelser inden for dansk møbeldesign.

Troen på design som velværeskaber blev bekræftet under Lises Vesters tidlige studier, hvor hun arbejdede sammen med et dansk hospice. Et hospice hun og familien havde haft glæde af personligt tilbage i 2011.

Her oplevede hun, hvordan design og arkitektur kan skabe stimulerende og omsorgsfulde atmosfærer, og hvordan design kan understøtte mennesker i forskellige livsfaser.

- Derfor stræber jeg efter at skabe designløsninger med indlevelse i menneskers behov og at designe produkter, møbler, genstande og belysning, der understøtter os på følelsesmæssigt og funktionelt plan, forklarer Lise Vester.

Mange forskelligartede produkter

- Mit design er ofte med legende, naturlige og skulpturelle elementer, der taler til vores sanser og sind, for at opmuntre til nysgerrighed og engagement, fortsætter Lise Vester. Hun forklarer, at æstetisk bæredygtigt design kan fremhæve skønheden i det almindelige hverdagsliv og få os til at føle os godt tilpas.

- Men det kan også udfordre vores opfattelse af, hvordan vi oplever verden, kildre vores fantasi og sætte gang i nye måder at tænke og opføre sig på, understreger Lise Vester.

Ved at drage omsorg for sanselige og æstetiske oplevelser inden for design, håber hun at bidrage til at skabe meningsfulde atmosfærer for mennesker at bo i og ikke mindst at skabe design, der forbedrer vores generelle velvære og mulighederne for et lykkeligt liv.

Udsigten i dine drømme

The Dream View er en designkollektion bestående af tre forskellige produkter. En stol, en kugle og en lampe. Hvert af produkterne er ifølge Lise Vester designet til at udforske, hvordan design kan forbedre dit mentale velvære ved at dagdrømme og observere himlen.

- Dagdrømme er en indre opmærksomhed og refleksion. Det er en meditativ tilstand, hvor vi lærer, vokser og kommer med nye ideer. Og at se på himlen er et glimrende sted at drive væk, forklarer hun videre og henviser til hjerneforskeren David Eagleman og hans tese om, at hvad hjernen fortolker, fortolker den i sammenhæng.

Hjerneforskeren forklarer, at når vi kigger direkte op på himlen, og vi mangler vores normale ramme af horisonten og bybilledet, ser vi bare selve lyset. Det, der forårsager dette, er en oplevelse uden for kontekst, hvor vi føler, at vi nu er en del af den atmosfære. Det er vi bundet ind i.

Lige netop dette er ideen bag produkterne i Dream View-kollektionen, der alle skaber oplevelser ved at reflektere, projicere og imitere himlen.

Stolen, der kan skabe succes

I designet af stolen i kollektionen har Lise Vester brugt et citat fra Stephen Hawking. Hans budskab, at man skal se op på stjernerne og ikke ned ved sine fødder. Det handler om at prøve at forstå det, man ser, og spekulere på, hvad der får universet til at eksistere.

Ifølge Stephen Hawking vil det få én til at indse, at hvor svært livet end ser ud, er der altid noget, man kan gøre og få succes med.

The Dream View Chair er placeret i offentlige parker og naturlige omgivelser og har citatet ‘Look up & wonder’ laserskåret i bunden af sædet. Det polerede rustfri stål reflekterer himlen og smelter sammen med omgivelserne.

- Stolens krumning får os til at se på himlen i en afslappende stilling, så vi kan forbinde os med himlen. Der er både en stol og en bænk i serien, hvor bænken giver os mulighed for at se på skyerne og stjernerne i selskab med hinanden, og hvor stolen giver mulighed for selviagttagelse, forklarer Lise Vester.

Glaskuglen opfanger det usete

Kollektionen er udviklet til brug både udendørs, ved vinduet og indendørs. Til vinduet findes The Dream View Sphere. Her har Lise Vester blandt andet haft den franske forfatter Georges Perec i tankerne.

I forfatterens første værk lancerede han tesen om det infra-ordinære og det at beskrive det, som vi generelt ikke lægger mærke til. Og hvad der sker, når der ikke sker noget, hvad sker der, når intet passerer, undtagen tid, mennesker, biler og skyer?

Dream View Sphere placeres i nærheden af vinduet, hvor den projicerer og objektiviserer synet af himlen inde i glaskuglen, udelukkende ved brug af dagslyset.

Designeren forklarer, at glaskuglen er en måde at betragte vores blik på, hvor man kan vælge perspektiv og rette fokus. Linsen skaber en 3-dimensionel projektion af det syn, den peger på. Synet er på hovedet ligesom i vores øjne, før hjernen vender billedet.

Himlen flytter ind i rummet

Dream View Lampen, der blev lanceres på London Design Festival i september er udviklet til brug indendørs, hvor der ikke er mulighed for at se himlen og dagslyset. Designet muliggør alligevel, at begge dele er i fokus.

- Himlen ændrer vores humør og påvirker, hvordan vi har det, lever og fornemmer vores omgivelser. Lampen er designet til brug indendørs som en erstatning, når vi ikke har udsigt til himlen udenfor, fortæller Lise Vester.

Designeren forklarer, at et roterende tekstil genskaber himlens lys og farver i løbet af dagen. Hermed synkroniseres rummet, man opholder sig i, med virkeligheden udenfor.

De omtalte designs er blot et par stykker af den omfattende kollektion fra Lise Vester. Læs mere om designeren og se hendes mange designs på www.lisevester.dk.

 

21/1 2022