El- og vvs-teknikere er klar til DM
Installationsbranchens ni bedste lærlinge er på vej til SKILLS for at kæmpe mod hinanden over tre dage. Mesterskaberne starter i Messe C i Fredericia torsdag
Fire vvs’ere og fem elektrikere dyster om titlerne som ’Danmarks bedste elektriker’ og ’Danmarks bedste vvs’er’. En mesterskabskamp, som afgøres under DM i SKILLS, hvor elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen i år afvikler den alvorlige kappestrid mellem lærlinge side om side i to arenaer den 4. til 6. februar.
De ni lærlinge, som i år alle er mænd, har individuelt kvalificeret sig ved hver i sær at vinde et regionalt mesterskab i fri konkurrence med lærlinge fra andre erhvervsskoler og praktikpladser.
- I branchen glæder vi os over igen at møde tusindvis af skoleelever og deres forældre. Ved at følge med i konkurrencerne kan man på tæt hold opleve, at el og vvs er arbejdsområder, som er tekniske, spændende og rækker langt ud i fremtiden, siger underdirektør i Tekniq Tina Voldby. Hun repræsenterer erhvervslivet i el- og vvs-branchens Uddannelsessekretariat, som står for at designe og føre tilsyn med de to erhvervsuddannelser. I øjeblikket har 5.000 unge læreplads inden for el og vvs – og antallet udvides i disse år.
SKILLS-konkurrencerne, som i år holdes i Fredericia, minder om en stort sportsstævne. Først er der åbningsarrangement og indmarch, hvor hvert fag går ind hver for sig, så afvikles konkurrencerne på hver sine baner, som er forskellige alt efter faget. Til sidst fejres vinderne og der overrækkes trofæer og diplomer. I år er det statsminister Lars Løkke Rasmussen, som lørdag eftermiddag holder afslutningstalen efter at han først har været forbi den fælles el og vvs-stand.
Ud over de to danmarksmesterskaber viser ventilationsspecialet på vvs-uddannelsen sig frem på et oplevelsesområde, hvor besøgende skoleelever og forældre kan afprøve, hvordan man laver god ventilation. Årets ni bedste installatørlærlinge, som dyster om de to titler, er i år:
Elektrikere:
- Frederik Agesen, Uggerly Installation
- Alexander Straup Sørensen, SIF Gruppen A/S
- Andreas Fink Simonsen, Dalmose El-service
- Tobias Bjerre Keller, Ryslinge El
- Peter Roediger Nielsen, Kirchheiner El-Teknik ApS (Tradium)
Vvs-energispecialister:
- Mike Blom Jensen, Wicotec Kirkebjerg A/S
- Henrik Skovsgaard Bull, VVS Søberg A/S
- Anders Cenius Weinreich Pedersen, Duemose VVS A/S
- Casper Klærke, Vase VVS
-cmn