Gnistbeskyttelse kan sikre mod mange el-brande
Næsten 25 procent af alle brande i bygninger skyldes elektriske fejl, og det er fejl, som hverken automatsikringer eller RCD’er altid kan opdage. Hvert år opstår 300 el-brande i Danmark
Af Dan Bjerring
Men nu er der en løsning i form af den såkaldte AFDD (Arc Fault Detection Device) – gnistbeskyttelse - som overvåger installationen og kobler strømmen fra, før en gnist udvikler sig til en brand.
TEKNIQ peger på, at selv om AFDD endnu ikke er et lovkrav i Danmark, er den anbefalet i de gældende standarder.
Flere EU-lande – herunder Tyskland og England – har allerede indført det som et krav.
Røgalarm i eltavlen
AFDD-teknologien er ikke en ny opfindelse, idet Siemens introducerede den i USA i 2011. Kort efter kom Tyskland med, men i Danmark blev komponenten først en del af standarderne i 2015.
Siden 2017 har den været anbefalet i visse typer installationer.
AFDD er en slags ”røgalarm” i el-tavlen, som registrerer de farlige lysbuer. Det er fejl, som hverken sikringer eller RCD er designet til at fange.
Per Reinhold, som er teknisk konsulent i TEKNIQ, pegr på, at elektrificeringen af samfundet øger behovet for nye sikkerhedslag.
Fejl og svagheder mere kritiske
Når installationerne belastes hårdere, bliver fejl og svagheder mere kritiske – og her kan AFDD være med til at forhindre alvorlige hændelser.
Forsikrings- og pensionsselskaber begynder allerede at stille krav om AFDD i særligt udsatte installationer – eksempelvis i landbruget - hvor belastningen af elinstallationer er høj. Erfaringer fra England viser, at store brande kan undgås, når teknologien indføres bredt.
– Man kan ikke sætte en pris på liv og sikkerhed. Installatører har et ansvar for at gøre kunderne opmærksomme på muligheden – også selvom det betyder en merudgift. Det er en investering i tryghed, siger Per Reinhold.