Installationsbranchen dropper AMU-kurser
Tekniq’s medlemmer benytter i stigende grad private efteruddannelseskurser i stedet for de offentlige AMU-kurser, når elektrikere og vvs’ere skal have styrket deres kompetencer
Private kursusudbydere har overhalet de offentlige AMU-kurser, når danske installationsvirksomheder efteruddanner deres medarbejdere. Ifølge brancheorganisationen Tekniq skyldes udviklingen bl.a., at skolerne ikke udbyder de ønskede AMU-kurser, samt at kurserne jævnligt aflyses med kort varsel. Det viser en undersøgelse fra Tekniq, der repræsenterer installationsbranchen.
I undersøgelsen tilkendegav blot 34 % af virksomhederne, at de inden for de seneste tre år har benyttet offentligt udbudte AMU-kurser, mens hele 62 % i samme periode har benyttet private udbydere. Derudover har 28 % benyttet virksomhedens interne kurser, mens 33 % har gjort brug af anden efteruddannelse – som f.eks. moduler på erhvervsakademier eller Tekniqs egne kurser.
Dermed fortsætter udviklingen fra de seneste fem år, hvor AMU-kurserne fylder stadig mindre i det samlede billede, når installationsvirksomhederne efteruddanner deres medarbejdere. Det understreges også af officielle tal fra Ministeriet for Børn, Ligestilling og Undervisning, som viser, at installationsbranchens AMU-aktivitet er den laveste i 10 år.
Aflysninger er irriterende
- Installationsbranchen er i konstant udvikling. Det stiller store krav til medarbejderne og deres faglige kompetencer. Derfor er der brug for, at medarbejdere løbende efteruddannes. Udmeldingerne fra vores medlemsvirksomheder viser meget tydeligt, at virksomhederne fravælger AMU, når de oplever, at skolerne ikke udbyder de relevante AMU-kurser, eller at kurserne konstant aflyses, konstaterer Tina Voldby, underdirektør i Tekniq.
- Installationsbranchens brug af AMU har traditionelt været meget stort, og virksomhederne har generelt været meget tilfredse med kvaliteten på erhvervsskolerne. Derfor er det også ærgerligt at se, at kunderne rykker over til de private udbydere – vel og mærke for at tage kurser, som også kunne udbydes af Erhvervsskolerne, tilføjer underdirektøren.
- I takt med at installationsvirksomhederne så småt er ved at få gang i ordrebøgerne igen, er det i stadig højere grad vigtigt, at virksomhederne også kan være sikre på, at medarbejderne kan komme afsted på kursus de dage, virksomhederne har planlagt driften efter. Aflysninger af kurser er derfor gift for virksomheden og til stor irritation for den enkelte medarbejder. Derfor kan aflysninger og f.eks. også manglende fleksibilitet i kursusudbuddet få fortsat flere til at fravælge AMU. Hertil kommer, at de private kursusudbydere er mere effektive og ”aggressive” i deres markedsføring af kurserne, vurderer Tina Voldby.
-cmn