Aktuelle nyheder - El & Belysning

København NV får et nyt lysende vartegn Centralt i byrummet står en stor lysende glorie i 6 meters højde. Foto: Søren Aagaard

København NV får et nyt lysende vartegn

I morgen d. 3. december får Nordvest et lysende nyt mødested, der samler bydelen på tværs af alder og interesser. Det nye byrum inviterer boldspil under Lysringen eller et hvil på en klassisk københavnerbænk

Del artiklen på

Smedetoften i Nordvest er en smeltedigel i ægte forstand med villaer, klassiske arbejderboliger og moderne storbylejligheder. Men der er stort set ingen mødesteder. Det bliver der lavet om på nu. En gammel materialeplads for Københavns Kommune er nemlig blevet omdannet til et moderne byrum, som inviterer kvarterets beboere udenfor i et multifunktionelt fællesrum.

- Vores mission har været at skabe et enkelt og ikonisk byrum med en lysende glorie, som tiltrækker kvarterets mange forskellige beboere. Der er mulighed for at spille bold med vennerne på boldbanen under Lysringen, men også at tage en morfar i solen med udsigt til frugttræer og klassiske stauder, siger Jacob Kamp, partner i Tegnestuen 1:1 Landskab, der står bag det nye byrum.

Udviklet sammen med beboerne
Det nye byrum er støttet af Områdefornyelse Nordvest og udviklet i tæt samarbejde med beboerne, den lokale ungdomsklub og ungdomskulturhuset på stedet. Det har været et stort ønske for at skabe et mangfoldigt byrum, der kan bruges af alle borgere i kvarteret.

- Det har været en virkelig fin proces med et stort engagement, respekt og omsorg for kvarteret. Der har været en gensidig forståelse for, at byrummet skulle være demokratisk og give oplevelser til mange forskellige mennesker. Jeg synes, det er lykkedes os at skabe et byrum, som er fyldt med natur og samtidig mangfoldigt på aktiviteter til børn, unge og gamle, siger Jacob Kamp.

Glorie samler og spreder lys
Centralt i byrummet står en stor lysende glorie i 6 meters højde. Ringen lyser op i tusmørketimerne omkring solopgang og solnedgang og giver stedet en ikonisk karakter. Den lysende rings subtile farvetoner fremhæver skumringslysets nuancer. Fra den ’blå time’ dæmpes Lysringens belysning gradvist over borgerligt og nautisk tusmørke, så den til sidst gløder på 2% lysstyrke ved astronomisk tusmørke.

Under Lysringen ligger boldbanen omgivet af store siddeplinte, så kvarterets børn og unge kan hænge ud på pladsen. Lidt væk fra boldbanen kan de unge fra klubben kan rykke ud og bygge ting i det fri. Der er også mulighed for at holde børnefødselsdag i en moderne havepavillon, der kan bookes af alle beboere til festlige begivenheder. De mange funktioner bliver bundet sammen af en teglbelægning, som snor sig ind og ud og bliver til små stier med bænke, frugttræer, og smukke stauder.

- Vi har prøvet at skabe en form for grøn dagligstue for kvarteret, hvor du altid kan gå ned, og så er der nogen at snakke med. Og selv hvis der er tomt for mennesker, får du en lille oplevelse med hjem, som fx når lyscirklen skifter farve i skumringen, blomsterne blomstrer, eller træerne er fyldt med frugt, slutter Jacob Kamp.

På grund af Covid-19 er åbningsfesten aflyst, men byrummet er åbent for alle fra d. 3. december. Lige ved indgangen står et nyt byrumsværk af Milena Bonifacini, som byder folk indenfor på den gamle materialeplads.

Om projektet:
Bygherre: Københavns kommune/Områdefornyelse nordvest
Totalrådgiver: 1:1 landskab
Underrådgiver: Eduard Troelsgård rådgivende ingeniører med Gert Carstensen ingeniører
Konsulent bevægelse og inddragelse: lektor Bettina Lamm
Konsulent Lys: Merete Madsen, MOE
Entreprenør: Sven Bech

-los

Læs mere om El & Belysning

2/12 2020
BelysningBæredygtig belysningEl-artiklerIntelligent belysningKabelkanalerLEDLED lamperLED lyskilderSoldreven belysningSparepærerTilføj dit firma her.
Send en mail.
  • NEWTEK

    NEWTEK

    Intelligent og bæredygtigt belysning og byrumsinventar