Lysfestival trækker folk til byen
Gæsterne valfarter til den nye lysfestival Copenhagen Light Festival som fortsætter frem til d. 2. marts
Tivoli, som er med, beretter om fuldt hus i den nye februarsæson, og Canal Tours/Stromma Danmark vil, når festivalen er omme, have vist lysoplevelserne frem fra vandsiden til flere tusind gæster. Grundet den store efterspørgsel er kanalturene forlænget frem til d. 2. marts.
- Vi er helt overvældede over tilslutningen, siger Catja Thystrup, som er projektchef for Copenhagen Light Festival.
- En ting er, at mange Københavnere opdager nogle af de mest opsigtsvækkende værker på vej til og fra arbejde. Men rigtig mange opsøger også de lysoplevelser, som man skal lede lidt mere efter, fortsætter hun.
Grundigt påklædte til vinterkulden har flere hundrede også været på guidede fodture rundt i København – så mange, at antallet af ture er fordoblet.
Ud i det fri
At være i det fri er helt i tråd med Københavns Kommunes politiske vision, der siger, at vi 2025 helst skulle med 20 % mere udenfor i byens rum i 2025. Og hvorfor ikke også om vinteren? Man kan selv planlægge sin tur ved hjælp af festivalens hjemmeside, www.copenhagenlightfestival.org.
De fleste af festivalens indslag er i det fri og varer hele måneden, men enkelte er deciderede lysevents og skal opsøges på det helt rigtige tidspunkt.
Fredag d. 23. til søndag d. 25. februar bliver der mulighed for at gense Christian Lemmerz’ værk ’SOS’, der på en gang er alvorligt og humoristisk. Lemmerz fortæller selv om sit værk:
- Ideen er at forvandle Kulturministeriets bygning til et spøgelseshus, der sender et nødsignal. Mulige betragtere må selv drage konklusioner, lyder det fra den danske kunstner.
Værket har i øvrigt været lidt drilsk at få på plads, da det kan opfattes som et signal om hjælp. Installationen har derfor krævet tilladelse fra både fra Københavns Kommune, Søfartsstyrelsen, Københavns Politi og Canal Tours/Stromma Danmark.
Lyset på Nikolaj Kunsthal er designet af Jimmy Klarskov, Kenneth Pedersen, Kimm Zederkof og Christian Nerild. Foto: Mathias Peter Christian v. Kongshaug Productions.
Byen i brand
På Nikolaj Kunsthal, som normalt ligger mørklagt hen sammen med den omgivende plads, vil man fredag d. 23. og lørdag d 24. februar kl. 18-21 kunne opleve en dramatisk lyssætning. Med en hob af programmerbare projektører sættes Nikolaj Kunsthal og de gamle kirkemure ’i brand’ som under den store københavnske brand i 1795.
Kunstnerne er de fire unge lysdesignere Jimmy Klarskov Pedersen, Kenneth Pedersen, Kimm Zederkof og Christian Nerild.
18 meter oppe i luften på DGI’s Klatrevæg ved Københavns Hovedbanegård finder man i disse dage værket ’Fyr’, der stiger op over tog, hustage og trafik. Installationen skaber en anden oplevelse af byrummet ved at trække opmærksomheden væk fra byens puls.
Som et nyt fyrtårn skaber værket et dynamisk vartegn for forbipasserende i et af Københavns travleste områder. Installationen indeholder farvet, dynamisk lys, der ændrer mønster hver aften, og bliver ved til d. 2. marts.
Ved festivalens afslutning d. 2. marts vil hovedsponsor Louis Poulsen i samarbejde med festivalens kuratorer uddele en pris til de bedste værker ved en ceremoni på Gammel Strand.
-los