
Scangrip får ny ejer
Efter mere end 25 år som ejer har Anders Borring solgt sin virksomhed til Hultafors Group for at styrke virksomheden og sikre fremtidig vækst
Fra et fokus på svejsetænger og skruestikbakker til at blive førende producent af innovative LED-arbejdslamper har Scangrip været på en helt enestående vækstrejse de sidste 115 år.
- Nu venter en ny og spændende fremtid, lyder det fra adm. direktør Anders Borring, der den 18. oktober underskrev en aftale om at Hultafors Group erhverver virksomheden.
- Hultafors Group er en global koncern med mange stærke brands, der alle forbedrer funktionalitet, produktivitet og sikkerhed i alle aspekter af den professionelle håndværkers hverdag, lyder det videre fra den hidtidige ejer, der for at sikre en problemfri overgang fortsætter i sin nuværende stilling som adm. direktør.
- Med baggrund i den eksisterende produktportefølje af førende brands, sit positive omdømme på markedet og omfattende kundeaftryk, er jeg overbevist om, at Scangrip kan trives og accelerere væksten yderligere med Hultafors Group som langsigtet platform, fortsætter Anders Borring.
Han oplyser at Scangrip vil fungere som en separat enhed inden for Hultafors-koncernen og fortsætte med at udvikle brandet fra Svendborg.
Hultafors Group er en af Europas største leverandører af arbejdstøj, fodtøj, hovedbeskyttelse, håndværktøj og stiger til professionelle brugere. Produkterne udvikles, fremstilles og markedsføres via distributører i næsten 70 lande verden over, med vægt på Europa og Nordamerika. Hultafors Group har mere end 1.600 medarbejdere og en årlig omsætning på godt 520 mio. euro.
-pf