Aktuelle nyheder - El & Belysning

Sparer 3,4 mio. kr. årligt ved at skifte til LED-teknologi Københavns Kommune skal være C02-neutral i 2025. Vejen dertil går bl.a. via udskiftning af lyskilder på kommunale skoler og kontorer. Foto Casper Kofod

Sparer 3,4 mio. kr. årligt ved at skifte til LED-teknologi

Københavns Kommune skifter i 2019 den gamle belysning i offentlige bygninger ud med energieffektiv LED-belysning. Den årlige besparelse på 3,4 mio. kr. ryger direkte i kommunekassen

Del artiklen på

Det skal være slut med klasseværelser og kontorlandskaber, hvor lyset står tændt efter lukketid. I Københavns Kommune er man nemlig i fuldt sving med at udskifte gamle belysningsanlæg til ny energieffektiv LED-belysning. Det er Københavns Ejendomme, der står for den omfattende udskiftning i offentlige bygninger med et samlet areal på cirka 97.000 kvadratmeter. Udskiftningen er en del af den 2025-plan, der skal gøre kommunen C02-neutral i 2025.

Ifølge projektleder Thomas Maare fra Københavns Ejendomme & Indkøb er udskiftningen en investering, der giver kommunen store besparelser og bedre lys til gavn for brugerne af ejendommene.

- Ved at installere intelligent LED-lys, der slukker, når der ikke er nogen i lokalerne og dæmper belysningen ved meget dagslys, bliver det en god forretning. Der drejer sig om skoler, daginstitutioner og botilbud for ældre, som får ny belysning, så udover en stor besparelse kommer det også borgerne til gode, siger Thomas Maare.

Bekæmper dårlige LED-produkter
Det er ikke kun i Københavns Kommune, at bedre lyskvalitet er på dagsordenen. Rundt om i landet har mere end 300 belysningsansvarlige - herunder repræsentanter fra kommuner, skoler og installatører - deltaget i kurser og undervisning udbudt af EU-initiativet PremiumLight-pro.

EU-initiativet er lanceret som følge af, at LED-markedet flyder over med dårlige produkter, der betyder, at forbrugere og indkøbere i det offentlige ofte kommer hjem med lyskilder af tvivlsom kvalitet. Det skal PremiumLight-pro afværge med nye vejledninger, undervisning, eksempler på god praksis med mere.

- LED-markedet rummer desværre mange billige produkter af ringe kvalitet, og det har givet mange en dårlig oplevelse med LED. Det er ærgerligt, da LED ellers kan give højere lyskvalitet og desuden nye spændende former for belysning, der kan skabe et bedre arbejdsmiljø. Skiftet til LED vil ske under alle omstændigheder, men det vil gå væsentligt hurtigere, hvis kunder og indkøbere får gode oplevelser med kvalitetsprodukter. Desuden vil der blive sparet væsentlig mere energi, når kvaliteten er god, da disse produkter har en højere energieffektivitet, siger Casper Kofod, der leder PremiumLight-pro i Danmark.

Artiklen fortsætter under billedet...
Også på offentlige pladser som her Nørreport Station giver det mening at skifte til LED-belysning. Foto Jens Lindhe

Hos Københavns Ejendomme er man tilfredse med EU-initiativets opmærksomhed på problemet, da kommunen har glæde af undervisning og vejledninger i, hvordan man opnår både høj lyskvalitet og energieffektivitet samtidig med, at man stiller store krav til garantiforpligtelserne fra leverandørens side.

- PremiumLight-pro vil være et godt værktøj, når man som kommune eller anden offentlig institution skal indkøbe nye, energieffektive belysningsløsninger. Det er vores erfaring, at LED-produkter af den rette kvalitet og med dagslysstyring gennemsnitligt vil kunne spare omkring 60 % i elomkostninger, og det vil dermed komme rigtig mange borgere til gode, siger Thomas Maare.

Om PremiumLight-pro
EU-programmet PremiumLight-pro gennemføres i en række EU-lande. Projektet har til formål at fremme implementering af energieffektive LED-belysningssystemer af kvalitet i den private og offentlige sektor, hvilket på EU-plan forventes at spare 200 millioner kroner årligt.

I Danmark har mere end 300 belysningsansvarlige inden for det sidste år deltaget i PremiumLight-pros kurser, workshops og seminarer - herunder repræsentanter fra mere end 2/3 af landet kommuner.

-los



Læs mere om El & Belysning

17/4 2019
  • NEWTEK

    NEWTEK

    Intelligent og bæredygtigt belysning og byrumsinventar