Aktuelle nyheder om byggebranchen - El & Belysning

Stor installatør åbner ny afdeling i Kalundborg- Vi vil vokse lokalt og forfølger vores strategi om vækst baseret på en solid lokal forankring, siger adm. direktør Lars Mejlby fra SIF Gruppen, der har hovedkontor i Søborg og afdelinger i Roskilde

Stor installatør åbner ny afdeling i Kalundborg

SIF Gruppen rykker tæt på kunderne i Vestsjælland og etablerer ny afdeling med 10 medarbejdere på Stejlhøj i Kalundborg

Del artiklen på

- Vi vil vokse lokalt, og med tilgang af flere store opgaver i Kalundborg og Holbæk er tiden inde til at rykke helt tæt på kunderne i Vestsjælland, siger adm. direktør Lars Mejlby i en kommentar til, at SIF Gruppen nu slår dørene op til en ny afdeling med 10 medarbejdere og 2 lærlinge i Kalundborg.

- Lokalt nærvær og forankring baseret på medarbejdere med dybe lokale rødder og stor lokal viden udgør en hjørnesten i SIF Gruppens DNA. Vi tror, god service skabes gennem tætte menneskelige relationer. Den kan ikke skabes på distance, og vi vil være en lokal virksomhed, der med lokal arbejdskraft, lokale indkøb og respekt for lokale traditioner bidrager til at udvikle området på områdets egne præmisser, siger Lars Mejlby om den 100-årige installationsvirksomhed med 350 medarbejdere og hovedsæde i Søborg.

- På den baggrund ser vi vores nye afdeling i Kalundborg som krumtap i en fortsat udbygning af alle vores aktiviteter i Vestsjælland, og målet er, at afdelingen over de kommende år løbende skal fordoble sine aktiviteter og bemanding, fortæller Lars Mejlby og pointerer, at åbningen i Kalundborg også har et bæredygtigt perspektiv.

- Det giver jo ingen mening, at vi som led i opgaverne skal bruge tid og benzin på at køre vejene tynde med vores servicebiler på strækningen fra Søborg til kunderne i Vestsjælland. Det er ikke alene spild af arbejdstid, der kunne være brugt bedre sammen med familie og venner, men skaber også en unødvendig CO2-belastning af klimaet.

Hele paletten
Lars Mejlby fortæller videre, at den nye afdeling allerede inden åbningen bliver mødt af stor interesse fra det lokale erhvervsliv, som henvender sig for at høre mere om, hvad SIF Gruppen kan tilbyde. Han understreger, at afdelingen får styrke og kompetencer til at servicere på alle SIF Gruppens nøgleområder – herunder blandt andet rådgivning om installation, service og drift af totale el-løsninger, brandalarmering, tyverisikring, videoovervågning og varmestyring.

- Vi vil tilbyde hele paletten til både små og store virksomheder og sikre medarbejderne optimale lokale muligheder for både personlig og faglig udvikling gennem SIF Gruppens store uddannelsesprogram, ligesom vi selvfølgelig med stolthed vil gå forrest i udvikling af den lokale ungdom gennem tilbud om lærlingeuddannelser, fastslår Lars Mejlby.

Han startede selv for 28 år siden i SIF Gruppen som lærling. Sidste år blev han udnævnt til adm. direktør i virksomheden, der på det seneste har gjort sig bemærket ved bl.a. at vinde el-entreprisen på Kalundborg Station og en rammeaftale med Holbæk Kommune. Virksomheden udfører tillige store installations- og serviceopgaver for Novozymes.

SIF Gruppen er grundlagt af elinstallatør Peter Nielsen, der i 1918 åbnede Skovshoved Installationsforretning som et lokalt enkeltmandsfirma nord for København. Gennem løbende organisk vækst, tilkøb af virksomheder og udvikling af nye forretningsområder har virksomheden vokset sig stor indenfor installation og service.

-los



Læs mere om El & Belysning

2/11 2018