Landbrugsspecialist går ind i materielbranchen
Semler Gruppen udvider sine aktiviteter i maskinbranchen med erhvervelsen af familievirksomheden H.P. Entreprenørmaskiner
Semler Gruppen er kendt for sine personbiler, landbrugsmaskinerne i Semler Agro, og nu skal den danske mobilitetskoncern også levere maskiner til entreprenørbranchen. Semler opkøber H.P. Entreprenørmaskiner og udvider endnu en gang sin portefølje i maskinbranchen.
Ifølge Semler Gruppens administrerende direktør er ambitionen at forstærke og diversificere virksomhedens portefølje og gå ind på det attraktive marked for salg af entreprenørmaskiner.
- H.P. Entreprenørmaskiner er en stærk og veldrevet forretning med dybdegående ekspertise inden for entreprenørmaskiner. Opkøbet giver os et optimalt fundament for at etablere os i branchen og via vore kompetencer og størrelse levere en endnu bedre service til kunderne, siger Ulrik Drejsig.
Opkøbet betyder, at Semler overtager import og eneforhandling af blandt andet Hitachi, der er en af verdens førende producenter af maskiner og materiel til entreprenører.
Semler overtager desuden samtlige 60 medarbejdere i H.P. Entreprenørmaskiner herunder den tidligere salgsdirektør, Ole Pausgaard, der træder ind som ny administrerende direktør, mens tidligere direktør og stifter Hans Peter Pedersen træder ud af virksomheden.
Vil bruge erfaringerne fra Agro
H.P. Entreprenørmaskiner har over 40 års erfaring med salg af entreprenørmaskiner og har i dag filialer i Bjæverskov, Nuuk og Horsens. Ifølge Ulrik Drejsig er det nye forretningsben et naturligt næste skridt for Semler Gruppen.
- Vi har gjort os nogle vigtige erfaringer fra vores indtog i landbruget, som i dag er en integreret og vigtig del af vores forretning. Det giver os gode forudsætninger for at lave den rette strategi fra start.
- Vi vil bygge videre på virksomhedens kundefokus og gode forretningspraksis med en stor respekt for virksomhedens resultater gennem årene. Vi vil samtidig tilføre vores viden til at udvikle forretningen og tilføre flere muskler, siger Ulrik Drejsig.
Stifter og tidligere ejer, Hans Peter Pedersen, glædes over, at forretningen fortsætter i hænderne på netop Semler Gruppen.
- Det betyder noget, hvem der driver ens virksomhed videre efter over 40 år, og Semler Gruppen er uden tvivl de rette til at tage forretningen til det næste niveau. At overdrage virksomheden til dem er en fremtidssikring, der bygger på fælles værdier og en vision for at udvikle forretningen, siger Hans Peter Pedersen.
Digitale løsninger fremtidssikrer branchen
Der er flere nøgleområder, som bliver afgørende for et succesfuldt indtog med entreprenørmaskiner. Ligesom i landbruget er service tæt på kunderne og digitalisering et af de helt store udviklingsområder i maskinbranchen, og her vil Semler bruge sine erfaringer fra landbruget.
- Med dette opkøb forpligter vi os til at lede an med de nyeste teknologier og connectivity-løsninger, der forbedrer kundernes effektivitet og konkurrenceevne. Vores mål er at sikre, at vi ikke kun løser nutidens udfordringer, men også er fuldt ud forberedt til fremtiden, siger Ulrik Drejsig.
Semler Gruppen overtager ejerskabet af H.P. Entreprenørmaskiner efter konkurrencemyndighedernes forventede godkendelse i marts 2024.
-dc