Vandt arbejdet med 25.000 m2 facader
HSHansen har netop vundet opgaven med at lukke facaderne på Det Nye Rigshospital til en pris på 185 millioner kroner
HSHansen har netop sat underskriften på en kontrakt på ca. 185 mio. kroner, hvor de skal udføre facadelukningen Rigshospitalets nye nordfløj til behandling og forskning. Ialt 25.000 facader.- Vi er meget stolte over at være valgt til facadelukningen på Det nye Rigshospital. Det er et byggeprojekt som er i en klasse for sig. Kontrakten på Nordfløjen viser, at vi er en international og innovativ aktør indenfor store og komplekse lukningsentrepriser, og at vores tidligere projekter er afsluttet til bygherres fulde tilfredshed, siger Simon S. Kristensen – direktør i HSHansen a/s.
Naturstensbeklædning
Facaderne på byggeriet udgør 25.000m2. Herudover er der ud- og indvendige beklædningsarbejder med i entreprisen. Facaden udføres i systemet Hansen UnitAl - præfabrikerede elementer. Til dette projekt udføres elementerne med færdig naturstensbeklædning og integreret solafskærmning monteret fra fabrik.
Udover et godt arbejdsmiljø sikrer den indendørs produktion under ”ordnede forhold” en høj grad af finish samt minimerer risiko for fejl og mangler. Samtidig sikrer den høje grad af præfabrikation bygherren en god totaløkonomi, da der ved at anvende Hansen UnitAl frigives værdifuld plads og tid på byggepladsen til andre entreprenører.
Projekteringen er påbegyndt og facademontagen foregår fra januar 2016 til oktober 2016.
-jhn
Fakta om HSHansen
HSHansen er en del af HansenGroup som designer, fremstiller og monterer aluminiums facader, curtainwalling, boltede glaskonstruktioner samt kommercielle vindues- og dørsystemer. HansenGroup er grundlagt i 1909 og er repræsenteret i 6 lande. Med en omsætning på Dkk 750 mio. og 650 medarbejdere er HansenGroup i dag Nordeuropas førende uafhængige facadeentreprenør.
Læs mere på www.hshansen.dk