
Leverer flere isolatører til et fag i vækst
AMU Syd skruer helt op for isolatøruddannelsen. Pernille Dansbo er en af dem, der har taget springet fra et tidligere arbejdsliv som butiksuddannet indenfor butik og tøj
Uddannelse
Pernille Dansbo, 27, er trådt lige ind i et mandefag som isolatør, og hun er rigtig glad for sit uddannelsesvalg. Mange flere skal gerne få øjnene op for et spændende fag med rigtig gode jobmuligheder. Derfor kommer AMU SYD nu på banen med en række AMU-kurser, som gør vejen kort til job i branchen.
- Jeg meldte mig til et afklaringsforløb på AMU Syd, hvor jeg snusede til en fremtid som teknisk isolatør eller plastmager. Jeg kom i prøvepraktik som isolatør hos Persolit i Grindsted. Her blev jeg sikker på, at det var dét, jeg skulle, da jeg fik muligheden for at komme ud i marken til kunderne og prøve håndværket af med isolering, siger Pernille Dansbo, som nu er i voksenlære som teknisk isolatør.
Nu klipper og bøjer hun bl.a. blikplader i forbindelse med at isolere for kulde, varme, lyd og vibrationer og har netop afleveret en opgave, hvor hun har givet sit bud på lydisolering i sin søns børnehave.
Kort vej
Der er også andre veje ind til faget end erhvervsuddannelsen som teknisk isolatør. AMU Syd vil nu give endnu flere muligheden for at komme ind i faget. Derfor udbyder uddannelsesstedet igen en række AMU-kurser inden for isolering.
Kurserne kan sammenstykkes efter den enkelte kursists behov. AMU SYD har stor erfaring med at uddanne inden for faget og er det eneste uddannelsessted vest for Storebælt.
- Erhvervslivet leder med lys og lygte efter medarbejdere til isoleringsbranchen i en tid, hvor der er fokus på at spare på energien. Derfor tilbyder vi nu AMU-kurser inden for området. Kurserne henvender sig til dem, der gerne vil ind og arbejde ufaglært i isoleringsbranchen, fortæller Ole Møller, salgs- og marketingchef hos AMU Syd.
Nyt fag eller opkvalificering
De første kurser i marts er inden for pladeudfoldning. Efter typisk seks uger er kursisten klar til at få job i en isoleringsvirksomhed som arbejdsmand m/k. Kurserne er også et tilbud til de mange virksomheder, som skal have opkvalificeret deres medarbejdere inden for faget.
- Via en række af AMU-kurser inden for isolering kan vi bane vejen for, at mange - som aldrig havde tænkt dette fag som en jobmulighed – kommer i gode og blivende job. En del vælger også at gå i voksenlære på erhvervsuddannelsen som teknisk isolatør. Akkurat lige som Pernille Dansbo, forklarer Ole Møller.
-los