Regnvandsløsning sparer 30 millioner liter vand
I Byen Nye, en ny bydel under udvikling nord for Århus, vil en innovativ regnvandsløsning betyde en besparelse på ca. 30 millioner liter grundvand om året
Hvorfor bruge en ressource som rent drikkevand i toiletter og vaskemaskiner? Kunne det ikke være en ide at opsamle regnvand og bruge det i stedet? Jo, mener Jørn Tækker, direktør i Tækker Group, som arbejder på fuldt blus med at udvikle en ny bydel på et 140 hektar let kuperet markområde midt mellem Lisbjerg Skov, Lystrup og Elev ved Aarhus.Ambitionen er, at kvarterets borgere kan anvende renset regnvand til bl.a. toiletskyld og tøjvask, så de begrænser udledningen af regnvand til vandløb og kystområder og samtidig skåner de underjordiske vand reservoirer.
- Der er rigtig god grund til at anvende grundvandsressourcen med omtanke bl.a. i lyset af befolkningstilvæksten i Aarhus Kommune. Derfor bliver der udviklet et regnvandssystem, hvor vi samler regnvand fra tage, veje og parkeringsarealer i kanaler og søområder. Efter rensning kan det bruges i beboernes husholdninger, og samtidig giver søerne og kanalerne en rekreativ værdi til området, fortæller Jørn Tækker.
Vandet håndteres, hvor det falder
Konkret vil der i første etape af byudviklingsprojektet, som omfatter 600 boliger, blive udledt ca. 30 mio. liter vand mindre fra befæstede arealer til det lokale vandløb pr. år, ligesom udledningen af kvælstof og fosfor til Aarhus Bugten bliver mindre.
Regnvandssystemet repræsenterer i det hele taget en ny tilgang til håndtering af vand i byudviklingsprojekter, mener Carsten Fjorback, udviklingschef i COWI.
- Traditionelt bliver regnvand håndteret som et problem, der skal løses og ledes væk hurtigst muligt. En tilgang der med urbanisering og klimaforandringer har vist sig at skabe problemer med tiltagende oversvømmelser. I Byen Nye har vi vendt det på hovedet og tager udgangspunkt i regnvandet som en ressource, der skal håndteres, der hvor det falder, siger Carsten Fjorback.
Tænk flere år frem – det betaler sig
Vand bliver tænkt ind i alle løsninger i Byen Nye, herunder infrastruktur af veje og stier, parkeringspladser og grønne områder. F.eks. bliver der anlagt multifunktionelle veje, som ikke kun imødekommer beboernes transportbehov, men som også har render til opsamling og kanalisering af regnvand til større opsamlingsbassiner i området. Renderne fungerer desuden som strømningskorridor og er derved med til at sikre Nye mod større regnhændelser som dem, der ramte København i juli 2011 og udløste oversvømmelser og skadesomkostninger på over 5 milliarder kroner.
- Eksisterende byer er anlagt i en anden tid, hvor disciplinerne og funktionaliteterne ikke nødvendigvis blev tænkt sammen. Det øger risikoen for alvorlige oversvømmelser og vandskader, siger Carsten Fjorback, der medgiver, at sammentænkningen kan føre til dyrere løsninger for enkelte delkomponenter.
- Men hvis vi tænker flere år frem i tiden – og det giver god mening i forbindelse med byudvikling - er det som regel den billigste og mest bæredygtige løsning, fordi der ikke senere skal bruges lige så mange penge på lappeløsninger på problemer, som kunne være forudset fra start, siger Carsten Fjorback.
Bæredygtig hele vejen rundt
Med delebiler, energieffektive boliger og opsamling og genbrug af regnvand vil der generelt være stort fokus på en bæredygtig anvendelse af ressourcer i byen Nye, og Jørn Tækker understreger da også, at han ikke har kastet sig ind i projektet for at score en hurtig profit:
- Profit med dårlig samvittighed er ingenting værd. I stedet handler det om at gøre noget, der er til gavn for os alle og passe bedre på de ressourcer, vi har, siger han.
Klimaforandringer kalder på bedre udnyttelse af regnvand
Ambitionen er, at rensningen af regnvandet kan nå et niveau, hvor det også kan blive godkendt som drikkevand. Ultimativt vil det betyde, at der ikke skal bruges en eneste dråbe grundvand, når Nye er fuldt udbygget til omkring 20.000 mennesker, men at det rensede regnvand kan dække hele det samlede vandforbrug i bydelen.
COWI har udviklet koncept og design af den omfattende vandløsning, og Carsten Fjorback ser et stort potentiale for løsningen i andre dele af verden:
- Adgang til vand – eller mangel på samme - er kilde til både konflikt og ulighed mange steder i verden, og den problemstilling bliver ikke mindre i fremtiden i lyset af klimaforandringer. Også i den sammenhæng kan en optimering af regnvandshåndteringen være en del af løsningen, siger Carsten Fjorback.
-jhn
Baggrund og fakta:
• Vores klima er under forandring og resultatet er stigende vandstand i havene samt hyppigere og voldsommere skybrud. Andre lande kan se frem til flere og længere tørkeperioder. Vandkriser, herunder mangel og rettigheder til vand er nu på DAVOS top 10 af kriser, der truer verdens sikkerhed og fremtid.
• Altså er der et stort behov for nye, innovative løsninger til håndtering af regnvand.
• I byudviklingsprojektet Nye nord for Aarhus, har COWI - i samarbejde med Tækker Group og de relevante myndigheder Aarhus Kommune og Aarhus Vand - haft ansvaret for udvikling og projektering af veje og al vandhåndtering, herunder innovativ og bæredygtig udnyttelse af regnvand samt skybrudssikring.
• Den planlagte sekundavandsløsning i Nye skal i første omgang sikre tilstrækkeligt og rent sekundavand til tøjvask, toiletskyl, brandslukning mv. til cirka 2.000 beboere fra 2017.
Blandt fordelene er:
• En formindsket belastning af de lokale kloakudledninger – særligt i forbindelse med ekstrem regn.
• Et mindsket behov for at forsyne boligområdet med rent drikkevand, hvilket betyder en mindsket belastning på grundvandsressourcen svarende til ca. 30 mio. liter vand pr. år
• Systemet til vandhåndtering øger mangfoldighed af dyr og planter i området (biodiversitet).