Rørcenterdage med lang tradition Messen og dens stande er placeret over tre parkeringspladser på Teknologisk Institut. Foto.Teknologisk Institut.

Rørcenterdage med lang tradition

Rørcenterdagene foregår for 20. gang 18. og 19. juni 2025 på Teknologisk Institut i Taastrup

Kim Sejr, journalist 

Det handler om at samle branchen, og det handler om at netværke. Fastslår Ulrik Hindsberger, centerprojektleder, Byggeri og Anlæg på Teknologisk Institut. 

- Det hele startede jo op som en messe i 80´erne med fokus på afløbssystemer og kloakering, og baggrunden var et ønske om at samle branchen og netværke.

Her kommer leverandører og entreprenører og præsenterer sig med deres løsninger, og samtidig er der også besøg af mange bygherrer, der får indsigt i det sidste nye, siger Ulrik Hindsberger. 

Rørcenterdagene afholdes hvert andet år, og i år er det 20. Gang, de bliver afholdt, så dermed er det faktisk et jubilæumsår. Temaerne på messen har dog ændret sig noget i takt med klimaproblematikken. 

- De øgede nedbørsmængder giver jo nogle udfordringer i forhold til at håndtere vandet, og derfor er der jo en del fokus på bl.a. afløbssystemer og i det hele taget løsninger i forhold til klimatilpasning, og her kommer Rørcenterdagene virkelig til sin ret, siger Ulrik Hindsberger. 

Messen og dens stande er placeret over tre parkeringspladser på Teknologisk Institut - traditionen tro foregår den udendørs. 

3000 besøgende 

Alle udstillere har tilknytning til afløbs- og klimatilpasningsbranchen og viser de nyeste løsninger og teknologier inden for hver af deres forretningsområder. Der vil være omkring 100 udstillere. 

 Det gælder f.eks. nye produkter, udstyr, materiel, nye projekterfaringer, nye renoveringsløsninger, produkter til klimatilpasning og meget mere. 

Teknologisk Institut forventer, at ca. 3000 gæster vil besøge udstillingen, hvoraf langt de fleste vil være kloakmestre, entreprenører, forsyninger, rådgivere og kommuner, der arbejder med byernes kloakering, afvanding og regnvandshåndtering.  

Der vil i tilknytning til messen også være en række gratis minikonferencer og et par rundvisninger i tilknytning til Rørcenterdagene. Minikonferencerne arrangeres i samarbejde med DNNK – Det Nationale Netværk for Klimatilpasning. 

Hvilken stand er bedst 

På messen inviterer Rørcenterdagene både udstillere og besøgende til at være med i årets udstillerkonkurrence. 

 Her sættes der fokus på det mest kreative standdesign, hvor man som besøgende har mulighed for at stemme på den stand, du finder mest inspirerende og indbydende. 
Alle udstillere deltager automatisk i konkurrencen, hvor der lægges vægt på kreativitet, visuel udformning og spændende aktiviteter på standene. 

 -kis

 

11/6 2025