Våde kældre er kommet på dagsordenen
Langt flere husejere - og især sommerhusejere - frygter at få oversvømmet kælderen som følge af stigende mængder regnvand
Private husejere gider ikke mere vand i kælderen. Omfangsdræn hitter som aldrig før, oplyser 3byggetilbud.dk til DR.
Det sker som en reaktion på de seneste måneders voldsomme vejr, fortæller flere autoriserede kloakmestre og fagforeningen Blik- og Rørarbejderforbundet.
Det har blandt andet noget at gøre med, at grundvandet er steget så meget, at vandet trænger ind i kældre, hvor der aldrig er kommet vand ind før.
Hos 3byggetilbud oplever man nærmest en eksplosion i antallet af henvendelser med en vækst på næsten 150 %, sammenlignet med samme tidspunkt for et år siden.
- Jeg har absolut ikke set, at vand har haft så stor betydning før. Man kan bestemt godt sige, at det er ekstraordinært, hvor mange sager vi får, som er relateret til nedbør, siger kommunikationschef Maria Carlsen til DR.dk.
Ejendomsmæglerkæden Home fortæller har sammen med analysevirksomheden YouGov lavet en undesøgelse, der viser, at over en kvart million - svarende til 5,4 % af befolkningen over 18 år - har oplevet oversvømmelser i deres helårsboliger eller sommerhuse efter forhøjet vandstand eller stormflod.
- Oversvømmelser er noget, som mange danskere allerede har inde på livet - enten fordi de har oplevet det før, eller fordi de er bekymrede for, at det kan ske, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.
- Forebyggelse og foranstaltninger mod vandet, både her-og-nu og på længere sigt, er derfor vigtigt, understreger han.
Så mange frygter oversvømmelse af deres bolig
Knap hver 8. dansker, omkring 13 % (svarende til godt 620.000 personer), frygter 'i nogen grad til meget høj grad’ for oversvømmelser i deres helårsboliger.
Sommerhusejerne er mere bekymrede. Hele 32 % af sommerhusejerne, hvilket repræsenterer et betydeligt antal af de cirka 220.000 sommerhuse i Danmark, har en tilsvarende bekymring for oversvømmelse.
Kilde: YouGov for home. Der er i alt gennemført 2010 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 8.-15. december 2023.
-dc