Ventil aflaster kloakker under ekstreme skybrud
Plastmo A/S er på vej med en ny løsning til håndtering af ekstremregn. Løsningen består i al sin enkelthed af en ventil til nedløbsrør, som leder regnvandet bort, før det ender i kloakken
Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet er det usædvanligt kraftige skybrud, der ramte København tilbage i sommeren 2011, et konkret eksempel på, at ekstreme vejrhændelser kan have dramatiske konsekvenser for den danske infrastruktur, boliger og virksomheder.
De samlede forsikringsudbetalinger for skybrud i hele Danmark beløb sig i 2011 til ca. 6 mia. kr., og derfor er virksomheden Plastmo på vej med en simpel løsning i form af en skybrudsventil, der placeres under et nedløbsrør, over en brønd uden det store anlægsarbejde.
Realdania støtter test af Skybrudsventilen som led i fondens støtte til danske klimaprodukter.
Skybrudsventilen er allerede testet med gode resultater hos Teknologisk Institut, og den bliver i øjeblikket testet i stor skala i Tårnby Kommune i samarbejde med Tårnby Forsyning, hvor den testes på cirka 30 villaer i et villakvarter, som tidligere har været plaget af oversvømmelser ved skybrud. Hver villa forsynes med skybrudsventiler under deres nedløbsrør. Dermed aflastes det fælles offentlige kloaksystem under skybrud.

Den nye skybrudsventil er allerede testet med gode resultater hos Teknologisk Institut, og den bliver i øjeblikket testet i stor skala i Tårnby Kommune.
Markedsklar i 2017
- Vi er gået med i testen af Skybrudsventilen, da vi først og fremmest gerne vil understøtte udviklingen af nye og innovative løsninger på vores store problemer i forbindelse med skybrud, siger direktør Raymond Skaarup, Tårnby Forsyning.
Han betegner skybrudsventilen som en spændende ide, hvor man med enkle midler kan være med til at mindske oversvømmelser i nogle af forsyningens udsatte boligområder.
- Falder testen positivt ud, er der et stort potentiale, og jeg kan godt forestille mig, at vi vil anvende Skybrudsventiler på flere af kommunens skybruds-udsatte områder, siger Raymond Skaarup. Testperioden forventes at forløbe over et halvt år, så det bliver dokumenteret, at Skybrudsventilen med fordel kan indgå i forsyningsselskabernes fremtidige spildevandsplaner.
- Vi forventer, at den nye Skybrudsventil bliver introduceret på markedet i 2017, siger forretningsudvikler Bjarke Fjeldsted, Plastmo A/S.
Nomineret til Index: Award 2017
Det er de to opfindere Cathrine Leth og Poul Erik Christensen, der har udviklet ide og design til Skybrudsventilen.
De henvendte sig til Plastmo i 2014, der kunne se opfindelsens potentiale. Herefter blev man enige om at færdigudvikle løsningen til et kommercielt patenteret produkt. I foråret 2016 kom første belønning, da Skybrudsventilen blev nomineret til Index Awards 2017, som er en af verdens største designpriser.
Under normalregn leder ventilen vandet til kloak, og under skybrud leder ventilen til terræn. Dvs. under skybrud ledes tagvandet f.eks. ud i haven frem for at blive samlet i små nedslidte kloakker, der ikke kan rumme vandet. Parterne bag Skybrudsventilen forventer, at ventilen bliver en løsning i villaområder og etageejendomme med grønne arealer, ud til skybrudsveje, til søer eller til havet.
-cmn

En skybrudsventil er en simpel mekanisk enhed, der placeres under et nedløbsrør, over en brønd, uden det store anlægsarbejde.