Ansøgerrekord til havmøllepark ved Møn
Energistyrelsen har modtaget otte ansøgninger fra selskaber, der ønsker at blive prækvalificeret til at deltage i udbuddet af Danmarks hidtil største havmøllepark på Kriegers Flak
Det hidtil største antal ansøgere til et udbud af en havmøllepark i den danske vindhistorie har netop lagt billet ind hos Energistyrelsen for at deltage i konkurrencen. Otte internationale selskaber har meldt deres interesse.
Kriegers Flak havmøllepark bliver på 600 MW og vil kunne forsyne ca. 600.000 husstande med strøm. Havmølleparken forventes at være idriftsat inden udgangen af 2021. Når den er fuldt ud i drift vil den øge den andel af elproduktionen, som er baseret på vindkraft, med syv procentpoint.
- Det glæder mig meget, at der er hele otte ansøgere til Kriegers Flak. Det er rekordmange interesserede, og jeg forventer, at der bliver god konkurrence om at vinde projektet, hvilket forhåbentlig kan presse prisen ned. Udviklingen på havvind viser, at det bliver mere og mere omkostningseffektivt, og at behovet for støtte er gradvist faldende, så det forventer jeg vil fortsætte med Krigers Flak, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.
Frist til november 2016
Energistyrelsen vil nu undersøge om ansøgningerne opfylder de økonomiske, finansielle og tekniske minimumskriterier i udbudsbekendtgørelsen fra 6. maj 2015. Når resultatet foreligger, vil Energistyrelsen informere ansøgere og efterfølgende offentliggøre navne på de ansøgere, som er prækvalificeret til at deltage.
- Det er en vigtig milepæl i arbejdet med den nye store havvindmøllepark ved Krigers Flak. Nu begynder arbejdet for alvor med at finde frem til, hvem der kan levere den næste store etape i udmøntningen af energiforliget, som jeg har store forventninger til, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.
Udbuddet af Kriegers Flak vil tager over et år og involverer et forhandlingsforløb med tilbudsgiverne. Det sidste og bindende tilbud skal afgives 8. november 2016.
-cmn