BedreBolig gør energirenoveringen lettere
Odense er pilotkommune i Energistyrelsens kampagne, BedreBolig, som skal gøre det nemmere for husjere at renovere deres bolig energirigtigt
I Odense fyrer alt for mange for gråspurvene, mens de selv går rundt med kolde fødder. Faktisk tegner bygningsmassen sig for 40 % af det samlede energiforbrug, så derfor sætter Odense Kommune nu ind for at hjælpe boligejere til at energirenovere deres huse.Odense er pilotkommune i Energistyrelsens nye ordning BedreBolig, der gør det mere enkelt at energirenovere sin bolig. Med ordningen kan boligejerne købe rådgivning hos godkendte BedreBolig-rådgivere og få hjælp til at vælge og udføre netop de forbedringer, der med fordel kan laves i deres bolig.
Som boligejer kan det være svært at se, hvor man bedst investerer sine penge i en renovering. Her kan en BedreBolig-rådgiver hjælpe boligejerne gennem hele processen med energitjek af huset og udarbejdelse af BedreBolig-plan, indhentning af tilbud fra håndværkere og gennemgang af det udførte arbejde. Planen indeholder også gode råd om, hvordan boligens komfort og indeklima forbedres, ligesom man kan se, hvornår energirenoveringerne har tjent sig selv hjem.
Kommune tovholder på taskforce
I Odense har syv håndværksmestre og 1 energirådgiver uddannet sig til at blive BedreBolig-rådgivere.
Derfor har Odense som noget særligt lavet en Taskforce bestående af BedreBolig-rådgivere, pengeinstitutter og energiselskaber og med Odense Kommune som tovholder. Taskforcen er sammensat for at skabe kendskab til den nye ordning og planen, så dialogen mellem boligejer og bankrådgiver eller kreditforening bliver nemmere. BedreBolig-planen er et godt værktøj for banken, fordi den indeholder en oversigt over anbefalede energiforbedringer i prioriteret rækkefølge, udgifter til investeringer samt besparelser på energiregningen. Det gør det mere overskueligt at se, hvad investeringerne betyder for husets værdi.
- BedreBolig-ordningen er helt sikkert en gevinst for boligejerne i form af bedre indeklima og lavere energiregninger. Men energirenoveringer har også betydning for Odense, fordi de skaber flere grønne jobs i byggebranchen og betyder mindre udledt CO2. Og så understøtter ordningen også Odenses ambition om at blive Danmarks mest bæredygtige storby, siger rådmand Jane Jegind, By- og Kulturforvaltningen.
BedreBolig-rådgiverne finder man på www.bedrebolig.dk.
- kj