Kommuner kan snart søge 20 MW-puljen

Kommunerne kan mandag den 31. marts søge Energinet.dk om at komme ind under puljen på 20 MW for kommunale solcelleanlæg, som energiforligspartierne aftalte 19. juni 2013

Bekendtgørelsen om den kommunale 20 MW pulje trådte i kraft i går den 24. marts 2014. Den fastlægger rammerne for, hvorvidt kommunale solcelleanlæg inden for en pulje på 20 MW kan undtages for elforsyningslovens krav om selskabsmæssig udskillelse med henblik på at opnå adgang til nettoafregning på timebasis.

Overskydende elproduktion ud over egetforbruget afregnes til 60 øre/kWh.

Også nybyggeri
Bekendtgørelsen fastlægger endvidere rammerne for undtagelse af solcelleanlæg nettilsluttet senest den 28. juni 2013 samt solcelleanlæg på nybyggeri, hvor solcelleanlægget er en del af den energirammeberegning, der ligger til grund for byggetilladelsen for bygningen (som ikke er omfattet af 20 MW-puljen).

Energinet.dk administrerer puljen og vil behandle ansøgninger, som modtages fra puljens åbning den 31. marts 2014 kl. 07.00. Ansøgninger modtaget inden dette tidspunkt vil ikke blive behandlet.

De nærmere oplysninger, samt vejledning om ordningen, kan findes på Energinet.dk’s hjemmeside: www.energinet.dk, hvor også ansøgningsskemaer kan hentes eller udfyldes elektronisk.

-los

25/3 2014