Nye lokale ambassadører for energirenovering De 22 nyslåede energihåndværkere fra Odense og Faaborg-Midtfyn flankeret af borgmester Christian Thygesen, Faaborg-Midtfyn Kommune

Nye lokale ambassadører for energirenovering

22 nye energihåndværkere fra Faaborg-Midtfyn og Odense Kommuner skal nu virke som ambassadører for energirenovering til fordel for husejerne

Efter ni uddannelsesmoduler er de nye energihåndværkere nu klar til at se på helhedsløsninger og se på tværs af fagskel, når de skal vejlede kunder i energirenovering. Det kommer kunderne til gode, at de lokale håndværkere nu bedre kan hjælpe med kvalificeret viden om energiløsninger.

For de boligejere, der tænker på at renovere eller som har svært ved at overskue processen, er det nemmeste at hive fat i en energihåndværker. Han har den fornødne viden og det netværk, der kræves.

Også for husejerne er der mange plusser ved energirenovering, især ved boliger af ældre dato. Udover en besparelse på energiregningen, så følger der ofte bedre indeklima og større komfort med i de boliger, som bliver renoveret. Og når huset skal sælges, kommer det boligejeren til gode, at huset er vedligholdt og energirenoveret.

Det er fakta, at et hus med et dårligt energimærke har en længere liggetid og en lavere salgspris, og derfor giver det god mening at holde sin bolig i god stand og minimere udgifterne til el og varme i det daglige.

- Energirenovering er et område, hvor der er gevinst for alle. Der bliver bedre økonomi og større rådighedsbeløb i husstanden, og der bliver bedre indeklima i huset. Det er vigtigt at få overbevist husejere om fordelene ved energirenovering, og her er energihåndværkere vigtige ambassadører, siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Christian Thygesen, der uddelte diplomer til de 22 håndværkere for veludført uddannelse.

Stærkt lokalt netværk
Håndværksmestre inden for både el, vvs, murer-, glarmester-, og tømrer- og snedkerfaget har været gennem uddannelsen. Fokus er på forretningsudvikling og lokal vækst af håndværksmestrenes forretninger. Vækstidéen handler om at bruge hinanden og ikke være forskrækket over at dele opgaver.

Mange af energihåndværkerne er både leder og ejer af forretningen, og skal hele tiden se de nye muligheder i markedet for energirenovering. Det er en udfordring, som de nu ser frem til at lægge arm med som ambassadører for energi.

- Jeg har især fået inspiration til markedsføring og forretningsudvikling, og det har givet mig mange nye tanker omkring vejen frem, siger Jari Gulløv fra Multi El i Odense.

Jørn Flindt Hansen fra Flindt Hansen El i Gislev er enig:

- Jeg har fået god inspiration omkring energi – nu er vi klar, og nu er vi ikke længere bange for at rådgive, siger han.

Samarbejde på tværs
Det er anden gang at Faaborg-Midtfyn og Odense Kommuner er gået sammen om at tilbyde efteruddannelsen Bliv Mester i Energi, som er udviklet af Grøn Erhvervsvækst.

- Dette er et rigtig godt eksempel på konkret samarbejde på tværs af kommuner, siger Jane Immerkær, projektleder i Odense Kommune.

Susanne Jervelund, klimamedarbejder i Faaborg-Midtfyn Kommune, er positiv over den begejstring og vilje, som håndværksmestrene har lagt for dagen under uddannelsen:

- Det har været et rigtig godt hold med fuld fremmøde hver gang. Vi ser allerede nu, at energihåndværkerne henviser til hinanden i netværket.

Energihåndværkere efteruddannet af Grøn Erhvervsvækst kan findes her.

-los

28/4 2014