Statens bygninger lever ikke op til egne energimål
Staten har sat et mål om at reducere sit energiforbrug med 14 % i 2020. En ny opgørelse viser, at der siden 2006 kun er sket en reduktion med 1,8 %
Staten står bag en stor del af kampagner, der skal få danskerne til at skifte vinduerne ud med den energirigtige version, skifte til sparepærer, vaske på 40 grader og isolere huset. Dansk Byggeri mener derfor, at det både er klædeligt og nødvendigt, at staten går forrest ved at sætte et mål om at reducere sit eget energiforbrug. Men desværre går det meget dårligt med at leve op til egne ambitioner.En ny opgørelse fra Klima-, Energi- og Bygningsministeriet viser, at der fra 2006 til 2013 kun er sket en reduktion af energiforbruget med 1,8 % i statens bygninger. Der er dermed lang vej endnu, hvis staten skal opfylde sit eget mål om at reducere sit energiforbrug med 14 % i 2020.
- Regeringen har ellers udset de offentlige bygningsejere til at være frontløbere på energiområdet, fordi den offentlige bygningsbestand er så stor. Men det er tilsyneladende meget svært for staten at spare på energien, siger adm. dir. Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Bedst af energirenovere
Ifølge Dansk Byggeri er der ellers et kæmpe potentiale for energiforbedringer hos staten. De statslige bygninger er generelt gamle og hele 71 % er bygget før 1979. Netop året 1979 er skelsættende, da det var med Bygningsreglementet i 1979, at man for alvor begyndte at sætte energikrav til nybyggeriet i Danmark. Det vil sige, at mange af bygningerne er bygget uden, at der er taget hensyn til energiforbruget.
- Med en overflod af gamle bygninger er det indlysende, at den bedste vej til at nedsætte energiforbruget er ved at energirenovere. For hvis varmen fosser ud af forsatsvinduerne, og de gamle hulmure ikke er isolerede, gør det ingen forskel, om de ansatte husker at lukke computeren, inden de går på weekend, siger Lars Storr-Hansen.
Alarmklokkerne ringer
Hos enkelte ministerier er det endda gået i den stik modsatte retning. Den nye opgørelse viser eksempelvis, at Finansministeriet har øget deres samlede energiforbrug med 188 % siden 2006.
- Der er stor forskel på standarden af de bygninger, de enkelte ministerier råder over. Derfor er det svært at sammenligne ministeriernes energiforbrug. Men det skal absolut få alarmklokkerne til at ringe, at energiforbruget på et ministerområde stiger voldsomt – og når der i hele staten er så ringe et fokus på at nedsætte energiforbruget, siger Lars Storr-Hansen.
-kj