LCA
LCA
scroll
Branchen er for presset: Malere vil have udsat bæredygtighedskravDI Byggeri Malersektionen er en ud af 26 sektioner under DI Byggeri.

Branchen er for presset: Malere vil have udsat bæredygtighedskrav

Formand for DI Byggeri Malersektionen, Willi Becke, anerkender behovet for, at byggebranchen bliver grønnere og mere bæredygtig, men han appellerer til, at de næste bæredygtighedskrav, der er væsentlig skrappere end de nuværende, udskydes

Den 1. januar 2023 blev bygningsreglementets krav til klimaaftryk indfaset, og det betyder at nybyggerier over 1000 m2 er underlagt nye krav for deres klimaaftryk.

De nye krav betyder, at malervirksomheder skal registrere klimaaftrykket i forbindelse med transport, forbrug af maskiner samt varme/afkøling i nybyggerier over 1000 m2 og fra 2025 i alle nybyggerier.

Bekymring omkring tidsplanen
Formand for DI Byggeri Malersektionen, Willi Becke udtaler:

- Hvad enten vi kan lide det eller ej, må vi indstille os på at bæredygtighedskravene til nutidens byggerier er kommet for at blive. I DI Byggeri Malersektionen hilser vi bæredygtighedstanken velkommen, for det er det rigtige tankesæt i forsøget på at bremse de allerede nu stigende menneskeskabte påvirkninger af vores klima.

Det er dog ikke uden bekymring, at Willi Becke forbereder sig på den forestående opgave.

- Vi ser frem til en tid, hvor udbud fra det offentlige stiller krav om, at vi skal kunne levere klimaregnskab for at komme i betragtning til at afgive tilbud. Flere kommuner er allerede i gang, og hvis vi ikke kan levere et klimaregnskab, er det slut med at udføre maleropgaver for det offentlige allerede fra 2024, siger han.

Nye regler i en presset branche
Kravene er i første omgang ikke så omfangsrige og omfatter kun klimaaftrykket for energi, men der kommer større krav i fremtiden. Hvor rigtig bæredygtighedstanken end er, så ønsker Willi Becke at henlede opmærksomheden på en presset byggebranche, der efter corona, krig i Europa og stigende omkostninger som følge af den stigende inflation, er presset på både omsætning og bundlinje.

- Reglerne og køreplanen er udformet, før alle disse ekstraordinære ting er opstået. At indføre yderligere administrative byrder i byggeriet og for malerfaget modtages derfor med nogen skepsis, og vi appellerer til, at indfasning af yderligere krav udsættes, og at der etableres en dialog, siger Willi Becke og tilføjer:

- Bæredygtighed og bekæmpelse af klimaforandringer er en fælles samfundsopgave. Dette lader sig bedst gøre ved en fælles samfundsindsats med hensyntagen og forsigtighed over for en presset byggebranche. 

-dc

21/2 2023