Danske Malermestre: Det haster med vækstinitiativerDirektør Ole Draborg, Danske Malermestre.

Danske Malermestre: Det haster med vækstinitiativer

Væksten udeblev i både 2013 og 2014, og ifølge Danske Malermestre skal der ske markante politiske initiativer, hvis 2015 ikke skal ende på samme måde

Lande som f.eks. USA og England er for længst i gang med at rejse sig efter finanskrisen, og selvom flere lande i Europa stadig hænger i bremsen, kan Danmark ikke længere blot bruge de dårlige, internationale konjunkturer som undskyldning for den manglende vækst. Det mener Danske Malermestre og konstaterer, at finansloven for 2015 både kom til at mangle vækstrettede initiativer og endda har flere elementer, der peger den helt forkerte retning. Noget der hurtigst muligt bør rettes op på i det nye år.

- Et centralt element i en ny vækstpakke bør være en genindførelse af håndværkerfradraget og en forøgelse til mindst 25.000 kr. Det er en stor fejltagelse at fjerne fradraget, som både har bidraget positivt til dansk økonomi og i stor stil har fjernet sort arbejde. Fjernelsen vil komme til at koste 5000 arbejdspladser i byggeriet, og heraf 1000 alene i malerfaget, siger direktør Ole Draborg og henviser til et andet centralt element i en vækstpakke, der bør være en plan for en betydelig nedsættelse af personskatterne over de kommende år.

- Danmark har i en lang årrække sloges med Sverige om verdens højeste skattetryk, men Sverige har i dag et skattetryk, der er fire procentpoint lavere end det danske. De høje personskatter er i den grad en væksthæmmer, og det burde være en overkommelig opgave mindst at gøre Sverige kunsten efter, tilføjer direktøren.

-kj

5/1 2015