Aktuelle nyheder - Maling

Hempel køber stor tysk malingvirksomhedJWO leverer private label-maling til bl.a. alle gds-kæder i store dele af Europa. Virksomheden beskæftiger 750 medarbejdere og har en produktionskapacitet på 500 mio. liter maling om året.

Hempel køber stor tysk malingvirksomhed

Med opkøbet af den tyske producent J.W. Ostendorf forventer Hempel at vækste kraftigt på markedet for husmaling

Del artiklen på

Hempel, der producerer maling til huse, industri, skibe og containere, har i dag underskrevet en aftale om køb af 65 % af en af Tysklands førende producenter af husmaling, J.W. Ostendorf (JWO). Opkøbet er et led i Hempels vækststrategi og ønske om at indtage en ledende position i den igangværende globale konsolidering af malingindustrien, og er en væsentlig forstærkning af forretningsområdet indenfor husmaling.

Opkøbet af JWO, der vil blive brandet som ’A part of Hempel’, er betinget af en endelig godkendelse fra de tyske og engelske konkurrencemyndigheder. Godkendelsen forventes at foreligge i løbet af fire uger.

Hempel group president og adm. direktør Henrik Andersen siger:

- Vores forretning inden for husmaling er relativt ny og har derfor naturligvis stået lidt i skyggen af virksomhedens to andre forretningsområder: Marine og industrimaling. Det er slut nu. Med investeringen i JWO vækster vi vores husmalingforretning væsentligt, og vi er klar til yderligere vækst både i Europa og globalt, siger han.

Konstant fokus på hygiejne
Som den eneste private label-specialist i Europa har JWO en unik position på markedet og en målsætning om at lede og drive udviklingen. JWO opererer i 20 europæiske lande og i fem lande uden for Europa. Virksomheden har ca. 750 medarbejdere og ligger i Coesfeld, Nordrhein-Westfalen, Tyskland, samt i Cestas, Frankrig.

Produktionen hører til blandt de mest automatiserede i malingindustrien, den er miljøvenlig, og der er konstant fokus på hygiejne. JWO er certificeret af LGA (afledte hygiejnestandarder for maling fra fødevareindustrien).

Produktionen er primært vandbaseret, men JWO producerer dog også solventbaserede produkter. JWO\'s europæiske vækst er blandt andet sket ved opkøb af den kendte franske malingsproducent, Renaulac, som derfor også bliver et vigtigt aktiv for Hempel.

Artiklen fortsætter under billedet...
Den tidligere hovedaktionær og CEO i JWO Michael Ostendorf (tv.) og sønnerne Jan og Jens Ostendorf fortsætter som aktionærer, og vil samme med Hempel arbejde for fortsat ekspansion på det europæiske marked for husmaling.

Et solidt udgangspunkt for ekspansion
Den tidligere hovedaktionær og CEO i JWO Michael Ostendorf og sønnerne Jan og Jens Ostendorf fortsætter som aktionærer, og vil derfor stadig være involveret i virksomheden.

- Det er med stor stolthed og glæde, at vi bliver en del af Hempel Gruppen, en af verdens førende producenter af maling. Sammen skaber vi et solidt udgangspunkt for fortsat ekspansion på det europæiske marked for husmaling, siger Michael Ostendorf.

Et af flere opkøb
Hempel har for nyligt leveret endnu et tilfredsstillende årsresultat og skabt et stærkt fundament for virksomhedens globale udvikling og vækst. Samtidig er Hempel i gang med en betydelig transformation af virksomheden med henblik på at gøre Hempel Gruppen til en globalt førende aktør. Det sker blandt andet ved øget kundefokus.

Globale kunder kræver global tilstedeværelse, og det kræver indsigt i kundernes forretning, forhold og økonomi at kunne udvikle og tilbyde de rigtige produkter og den rigtige service.

- Det var centralt for Hempel, at JWO havde den samme tilgang til kunderne, som vi har. Jeg er derfor også glad for, at Ostendorf-familien havde den samme forventning til os. De fremhævede vores kundefokus og vores værdier, da de besluttede at vise os den tillid at overgive aktiemajoriteten af deres virksomhed til Hempel, siger Henrik Andersen.

Hempels investering i JWO er kun en af mange de senere år. Foruden Crown Paints (UK), har Hempel med succes opkøbt og integreret virksomhederne Schaepman (Holland) og Jones Blair (USA) i Hempel-familien.

-los




Læs mere om Maling

29/5 2018