LCA
scroll
Hvad med boligjobordningen?Direktør i Danske Malermestre, Ole Draborg, hilser stramninger i økonomien i finansforslaget velkomment i en tid med høje lønstigninger i overenskomsterne og den høje inflation.

Hvad med boligjobordningen?

Direktør i Danske Malermestre, Ole Draborg, efterlyser, at SVM-regeringens finansforslag genindfører boligjobordning til en hårdt trængt byggebranche, der for alvor kommer til at opleve nedturen i beskæftigelsen

Byggebranchen er hårdt trængt i den økonomiske krise med inflation og høje lønstigninger, og derfor efterlyser direktør i Danske Malermestre, Ole Draborg, en genindførelse af håndværksdelen i boligjobordningen i SVM-regeringens finanslovsforslag for 2023.

- Danmarks Statistiks seneste konjunkturindikator for byggeriet i februar viser med al tydelighed, at fremtidsudsigterne for byggeriet ser meget sorte ud. Derfor savner jeg en speciel indsats for byggebranchen, nu hvor boligpriserne også skønnes at falde med 8,4 % i år. For det betyder, at danskerne bliver fattigere, og det vil gå hårdt ud over reparationsarbejdet i hjemmene, siger Ole Draborg, der derfor peger på boligjobordningen som løsningen på nedgangen i byggebranchen.

I finansloven for 2022 blev håndværksdelen i boligjobordningen udfaset fra 1. april 2022. Det var en ordning, der var populær blandt danskerne, fordi den gjorde det overkommeligt for almindelige danskere at få professionel hjælp til vedligeholdelse af deres boliger i stedet for at kaste sig ud i gør-det-selv-projekter.

- Desuden har boligjobordningen beviseligt mindsket danskernes appetit på sort arbejde, og det vil være en fristelse for danskerne enten at kaste sig ud i gør-det-selv-projekter eller efterspørge sort og billigere arbejdskraft, siger Ole Draborg.

Han er til gengæld glad for, at regeringen har droppet de planlagte besparelser i finansforslaget fra august 2022 på to milliarder kroner på offentligt byggeri.

- For med i forvejen tynde ordrebøger i byggebranchen ville en besparelse i de offentlige anlægsbudgetter være katastrofal for én i forvejen trængt byggebranche, siger han.

24/3 2023