LCA
scroll
Malermestre glæder sig over mulig skattereformToptopskatten er fjollet, mener Danske Malermestre, der derudover kvitterer for regeringens skatteudspil.

Malermestre glæder sig over mulig skattereform

Der er især tilfredshed med, at malersvendene sammen med alle andre, der arbejder, får glæde af beskæftigelsesfradraget, og at der gøres noget ved topskatten

Størstedelen af de 10 milliarder kroner, der foreslås brugt på skattelettelser, går til at hæve beskæftigelsesfradraget, mens en mindre del går til at halvere topskatten for indkomster mellem 618.400 kroner til 750.000 kroner.

Danske Malermestres direktør Ole Draborg ser positivt på SVM-regeringens udspil til en skattereform.

- Det er positivt, at regeringen letter skatten på arbejde med 10 milliarder kroner.

- Man kunne have ønsket endnu større lettelser, især af den meget skadelige topskat, men samlet er det vores vurdering, at reformen vil gavne malerfaget – dels fordi malersvendene sammen med alle andre, der arbejder, får glæde af beskæftigelsesfradraget, og dels fordi der trods alt gøres noget ved topskatten, som alt for mange betaler i dag.

- Til gengæld er toptopskatten et fjollet slag i luften, som de relativt få malermestre, der har indkomster i det niveau, heldigvis kan planlægge sig ud af, siger han.

Eksperter har sagt, at det er diskutabelt om skattereformen giver de 5000 flere i arbejde, som regeringen vurderer i skatteudspillet. For det er ikke alle danskere, der får lyst til at arbejde mere med udsigten til at betale mindre i skat. Andre vil føle, at de med flere penge på lommen, kan holde mere fri.

- Jeg håber og tror på, at skattelettelserne vil øge arbejdsudbuddet i malerfaget, som vi har så hårdt brug for, siger Ole Draborg.

-dc

6/11 2023