Aktuelle nyheder - Maling

Malersvend blev politikernes dårlige samvittighed

Malersvend blev politikernes dårlige samvittighed

”Den onde malers” – Rasmus Larsens - frise i Folketingets Vandrehal skal restaureres. Mange berøringer og rengøring har fået en del af billederne til at krakelere.

Del artiklen på

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Da malersvenden - senere kunstneren - Rasmus Larsen for snart 100 år siden fik til opgave at udsmykke Det nye Christiansborgs søjlehal – Vandrehallen - med blandt andet en 268 meter lang frise hele vejen rundt, var der næppe mange politikere, der havde forestillet sig resultatet.

Rasmus Larsen videreuddannede sig til ”dekorationsmaler” og kunstmaler på Kunstakademiet og var specielt dygtig til kalkmaleri, som netop er den teknik, der er anvendt til at udføre frisen.

Udsmykningens stil var den tids ”skønvirke”, men der er ikke meget ”skønt” i malerens ordvalg i de talrige citater og billeder, der smykker frisen.

Citater om det politiske håndværk
Rasmus Larsen benyttede nemlig sin kunstneriske frihed til igen og igen at minde politikerne om deres opgaver, og det skete med citater som:

- Ikke enhver hane, der galer, melder ny dag…

Eller til de kvindelige medlemmer af Rigsdagen, der disse år fik, stemmeret:

- Ikke enhver høne, der kagler, lægger et æg…

Eller hvad med:

- Alle vil herrer være, ingen vil sækken bære…

- Kattens Leg er musens død…

- Gud mildner luften for de klippede får…

Det sidste en hentydning til de danske skatteydere. Mon ikke mange vil mene, at er det tilfældet, så har ”Gud” forladt danskerne.

Snegl – edderkop - syltekrukke
Under Folketingets udvalgstavle malte han en snegl, en edderkop og en syltekrukke for at vise, hvordan mange ting foregår i Folketingets udvalg – det går langsomt, sagerne spindes ind i alt muligt, og så placeres de til sidst et sted, hvor de aldrig dukker op igen.

Ved Landstingets udvalgstavle malte han drøvtyggere, som en slet skjult hentydning til, at Landstinget skulle behandle lovene, EFTER at de var vedtaget i Folketinget.

Danmark havde jo indtil Grundlovsændringen i 1953, ligesom så mange andre parlamenter, et to-kammersystem.

Fjernede muldvarpe
Da politikerne så resultatet af Rasmus Larsen arbejde, blev han hurtigt døbt ”den onde maler”, og det er vel meget ”dansk, at frisen fik lov til at bestå, trods de meget slet skjulte hentydninger til det politiske håndværk.

Det siges dog, at han blev tvunget til at fjerne nogle muldvarpe ved indgangen til Folketingssalen, fordi politikerne ikke ville beskyldes for at undergrave samfundet.

På den anden side ville de gerne have nogle svaler, der bygger rede. Det er jo ”opbyggende”.

Det er konservatorer fra Nationalmuseet, der i denne og næste måned arbejder med at rengøre og restaurere frisen.

Politisk selvironi
Folketinget er nok det eneste sted i verden, hvor politikerne har ladet ”folkets stemme” bidrage til udsmykningen, og det var oprindelig Christiansborgs arkitekt, der bestilte Rasmus Larsen til at udføre frisen.

Det var dog Rasmus Larsen selv, der valgte at ”krydre” blomsterfrisen med fyndord og billeder om det politiske virke, og da han var færdig med arbejdet, hævdes det, at den daværende indenrigsminister Rode tilbageholdt malerens honorar, fordi han var fornærmet over de mange henvisninger til politikernes indsats.

Han kom dog til at fortryde sin handling, fordi Rasmus Larsen over udgangen fra Vandrehallen mod det, der i dag kaldes ”Ministergangen” skrev:

- Pluk ikke Frugten, førend den er moden. Skal Ukrudt luges op, saa glem ej Rode…

Det manglende ”N” blev først tilføjet, da han havde fået sine penge.

Folkets røst lyder fra væggene
Det var dog ikke alle politikere, der manglede humor. Da frisen blev indviet i 1921 efter tre års arbejde, udbrød en af de tilstedeværende politikere:

- Her lyder folkets røst til os fra væggene...

Rasmus Larsen vendte endda som 81-årig tilbage til Christiansborg for at restaurerede en del af frisen, og der benyttede han lejligheden til at tilføje syltekrukken sneglen og en edderkoppen under udvalgstavlen.

Senere er der for en del år siden blevet tilføjet en stork og to rødkælke til frisen. Det var nemlig en arkitekt ved navn ”Stork”, der stod med ansvaret for restaureringen, og en maler, som hed Robin (Rødkælk på engelsk), der udførte arbejdet.

 

Læs mere om Maling

15/4 2019