NCC udpeger virksomhedens nye energistyrmand
Der kan ventes store krav til de entreprenører, som i de kommende år skal opføre tekniske anlæg, der bliver brug for rundt om i landet for at komme i mål med transformationen. NCC vil være med i front og opruster med ny direktør for energi
NCC i Danmark satser seriøst på energisegmentet, der rummer både biogas, PtX, CO2-fangstanlæg og forskellige former for vedvarende energi.
Segmentet rummer opgaver af en størrelse og en kompleksitet, som netop passer til en virksomhed som NCC, der har både størrelsen og den faglige bredde.
På koncernniveau har NCC skabt et nyt forretningsområde, GIT (Green Industry Transformation), til at arbejde med de store industrielle anlæg.
I Danmark fører den grønne omstilling nogle lidt andre typer projekter med sig, og derfor ruster NCC sig til omstillingen af energiforsyningen.
- I Danmark har vi fokus på de energiprojekter, der er på vej, og vi lægger kræfterne sammen på tværs af de eksisterende forretningsområder.
- Sammen har vi størrelsen og kompetencerne til at håndtere de bygge- og anlægsprojekter, der kommer med transformationen af landets energiforsyning, siger Palle Bjerre Rasmussen, landechef for NCC i Danmark.
NCC har rekrutteret en ny områdedirektør for energi. Kenneth Jørgensen kommer fra en rolle som projektchef i DINForsyning Varme i Esbjerg.
Han bliver en del af NCC’s organisation i Vest, hvor han skal referere til Lars Ørvad Nielsen, direktør i NCC Byggeri Vest.
- I NCC følger vi naturligvis løbende udviklingen i samfundet og den måde, det påvirker vores branche og vores forretning på, så vi kan tilpasse os og gribe de muligheder, der opstår,” siger Lars Ørvad Nielsen.
- I NCC ser vi energisegmentet som et område, der kommer til at fylde meget i vores fremtidige ordrebøger, og vi er glade for, at det er lykkedes os at få Kenneth om bord til opgaven, tilføjer han.
NCC henter Kenneth Jørgensen fra energibranchen for netop at udvikle en solid organisation med viden og erfaring fra branchen og for at stå stærkt i konkurrencen om de byggeopgaver, der følger med transformationen af den danske energiforsyning.
- Jeg synes, det er rigtig spændende, at NCC har en stærk ambition om at blive en aktiv leverandør til transformationen af den danske energiproduktion med sol, vind, el og PtX, siger Kenneth Jørgensen.
-dc