Politikerne må på banen, hvis social dumping skal bekæmpesDe udenlandske håndværkere skal være velkommen, men de skal arbejde under samme vilkår, som de danske svende og virksomheder, lød det på Folkemødet(Poul Erik Ratholm)

Politikerne må på banen, hvis social dumping skal bekæmpes

Der bliver talt megen om social dumping, men hvis kampen mod de udenlandske håndværkere skal vindes, må den kommende regering anderledes håndfast på banen, lyder det fra arbejdsgivere og fagforbund.

Fra såvel Malerforbundet i Danmark som Danske Malermestre var holdningen klar under fredagens debat på Folkemødet på Bornholm: De udenlandske håndværkere skal være velkommen, men de skal arbejde under samme vilkår, som de danske svende og virksomheder.

- I min optik er det lige meget, hvor de kommer fra. Det vigtigste er, at de arbejder under de samme vilkår som mine svende, konstaterede Malerforbundets formand, Kresten Vendelboe under dagens debat.

Vi er et slaraffenland for østarbejdere
Danske Malermestres formand, Per Vangekjær, erklærede sig enig i synspunktet, men fastslog ikke desto mindre, at mange af medlemmerne af Danske Malermestres var bekymret og over en bred kam undrede sig over, at der ikke fra myndighedernes side blev gjort mere for at komme den sociale dumping til livs.

-Vi kan jo konstatere, at man trods de initiativer, der allerede er taget, forsat møder udenlandske håndværkere i hobetal ude på villavejene. Og hvorfor? Det er simpelthen, fordi Danmark er et slaraffenland for polske, estiske og lettiske håndværkere blandt mange flere.

- Der er sådan set ikke noget at sige til, at Hr. og Fru Danmark ønsker at få en ombygning af deres hus til den billigste pris. Dem kan vi ikke rigtig appellere til. Men arbejdsmarkedets parter kan ikke alene løse problemet med social dumping, der skal mere til, hvis vi skal undgå to parallelle arbejdsmarkeder, som tilfældet er i dag.

Konkurrence på lige vilkår
- Og løsningen er ikke en lovbestemt mindsteløn, den har vi allerede i dag i malerfaget, hvor mindstelønnen er bestemt af akkordens mindstebetaling.

- Men som situationen er i dag, så kan de, der overholder såvel overenskomst som lovgivning ikke konkurrere med de priser, som udenlandske håndværkere arbejder til.
- Så herfra skal kravet være til en ny regering, at de tager ansvaret alvorligt og sikrer, at danske håndværkere konkurrerer på lige og ens vilkår med dem, der kommer herop. Hvis vi vil have et fællesskab, et fælles velfærdssamfund, kræver det fælles regler, fastslog Per Vangekjær.

- Og den opgave kan arbejdsmarkedets parter ikke alene klare, sagde han.

-jhn


15/6 2015