Aktuelle nyheder - Maling

Slut med gratis plasticposer i FlüggerDet tager lang tid at lave folks vaner om, men Flügger tager det første skridt ved at skære ned på forbruget af plastikposer i egne butikker.

Slut med gratis plasticposer i Flügger

Flügger-butikkerne udleverer årligt plastikposer til kunderne svarende til 37 tons plastik. For at nedbringe forbruget af plastik, skal kunderne fremover betale for poserne. Overskuddet fra salget af poserne doneres til velgørenhed

Del artiklen på

Når kunderne besøger en Flügger-butik forud for et maleprojekt, ryger der ofte pensler, malerruller, malertape osv. med i det samlede indkøb. I modsætning til malerbøtterne, der har et praktisk håndtag, forlader disse smådele oftest butikken i plasticposer, som Flügger udleverer gratis til kunderne i forbindelse med deres køb. Alt i alt bliver det til cirka 1,7 millioner poser på blot et år fra koncernens godt 500 egne samt franchisebutikker.

Men fra i dag er det slut i Flüggers egne butikker. Plasticposerne vil stadig ligge under disken, men hvis kunderne ønsker en pose, skal de fremover lægge 2,50 kroner oveni deres samlede køb.

- Hvert år udleverer vi 1,7 millioner gratis plastposer, hvilket svarer til mere end 37 tons plast, fortæller CEO i Flügger, Jimmi Mortensen, og uddyber, at det at få en pose måske i virkeligheden handler mere om vane end om nødvendighed:

- Ofte hjælper vores medarbejdere kunderne ud til deres biler med varerne, andre gange er det blot to eller tre mindre dele, der kan stables ovenpå spanden, og så bør plasticposen fint kunne undværes, siger han.

Håber at halvere forbruget af poser
Formålet med tiltaget er at reducere forbruget af plastik, og at få kunderne til at tage aktivt stilling til, hvorvidt de har brug for en plastikpose eller kan undvære den. Koncernen håber med initiativet at kunne halvere brugen af poser, men det afhænger naturligvis af kunderne og deres adfærd:

- Det tager tid at ændre vaner, men det handler jo i bund og grund om, at vi alle tænker os om, så vi med små handlinger kan gøre en forskel. Hvis vi med dette tiltag kan være med til at reducere brugen af plastik med 10-20 tons, er det bestemt det værd, og vi håber, at vores kunder vil bakke op om initiativet, siger Jimmi Mortensen.

Flügger har besluttet at donere overskuddet fra salget af poser til velgørenhed. I tillæg til dette er Flügger i gang med at undersøge, hvorvidt den nuværende Flügger-pose kan erstattes af en mere bæredygtig udgave.

-los


Læs mere om Maling

12/6 2019