Dramatisk asbest-renovering af almene boliger i Sorø kan være en over-reaktionSmedehaven er for tiden tømt for beboere, mens asbestholdige materialer bliver fjernet. Men måske var det slet ikke nødvendigt. Foto fra Google Maps.

Dramatisk asbest-renovering af almene boliger i Sorø kan være en over-reaktion

For snart et år siden blev 155 lejere i al hast beordret ud af deres boliger. Siden har prisen for at fjerne asbesten, og især for genhusning, vist sig at være overordentlig høj. Flere lokale politikere sætter nu spørgsmålstegn ved hele processen

Af Sten Thorup Kristensen

Det var slemt nok for beboerne i de 91 boliger i det almene byggeri Smedeparken i Sorø, da de i april sidste år fik besked om at forlade deres lejligheder, og det meste af deres indbo, fordi der var konstateret høje koncentrationer af asbest i luften.

Som sagen har udviklet sig, risikerer de også at komme til at hænge på en meget stor ekstraregning, som de kommer til at betale over huslejen – medmindre de helt opgiver at vende hjem, og i stedet finder andre boliger.

Renoveringen i sig selv koster 30-35 mio. kr., men beløbet omfatter dog også andet end blot det at udskifte materialer med asbest.

Værre er regningen for genhusningen af de 155 beboere. Den står til at koste minimum 70 mio. kr., ifølge oplysninger, der er tilgået kommunalbestyrelsen. Det svarer til over 50.000 kr. om måneden pr. lejlighed.

Svært at forstå
Beløbene er så høje, at det har vakt opsigt i kommunalbestyrelsen, hvor to medlemmer på et møde i december stillede spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var nødvendigt at kommunen gav påbuddet om at beboerne skulle flyttes ud af Smedeparken.

Et af de to medlemmer, der gjorde indsigelse, var Enhedslistens Bo Mouritzen.

- Det er svært for os at forstå, hvorfor der skal renoveres for 30 mio. kr. i Smedeparken, når vi har andre asbestrenoveringer, hvor der ikke bliver brugt de her beløb, siger han.

- Alt, hvad der er bygget i en periode frem til midten af 70’erne, indeholder asbest. Vi må antage, at der er andre byggerier, der er lige så forvitrede som Smedeparken, men hvor man har klaret sig med at pakke dele ind i plastic, fortsætter Bo Mouritzen.

Han har flere andre spørgsmål – bl.a. vil han gerne vide, hvordan alene genhusningen kan løbe op i et så stort beløb.

Det andet kommunalbestyrelsesmedlem, der gjorde indsigelse, var Nye Borgerliges Susanne Borggaard, der ifølge referatet ikke mente, at beslutningen om udflytning og genhusning var sket på et korrekt fagligt grundlag.

Ankestyrelse skal høres
Indsigelserne fik SF til at stille et ændringsforhold om, at kommunen skulle høre Ankestyrelsen om, hvorvidt påbuddet om fraflytning er sket på ”et juridisk og sagligt korrekt grundlag.” Dette forslag blev vedtaget enstemmigt, så nu skal Ankestyrelsen altså se på sagen.

Bente Møller, overlæge og enhedschef i Sorø Kommune, fastholdt over kommunalbestyrelsen i december, at beslutningen havde været korrekt ud fra et forsigtighedsprincip.

Tre myndigheder – Styrelsen for Patientsikkerhed, Miljøstyrelsen og Arbejdstilsynet – var blevet hørt, men alle tre svarede, at det lå uden for deres rådgivningskompetence at forholde sig til, om det ligefrem var nødvendigt at påbyde beboerne at flytte ud.

Ifølge DR fik hver af beboerne udleveret en kuffert, som de kunne fylde med ejendele, som så ville blive renset med det samme. Resten af indboet skulle forblive i boligerne under oprydningen.

28/1 2025