Milva: Spar tid og papirarbejde på byggepladsen inden nedrivning  Inde på hjemmesiden market.milva.dk kan man få indsigt i bygherrernes rapporter og i de materialer, der er, så man har mulighed for at byde på materialerne, mens de sidder i bygningen.

Milva: Spar tid og papirarbejde på byggepladsen inden nedrivning 

Med få input på pladsen kan en ny app nemt og hurtigt lave en total kortlægning over bygningsmaterialerne i en nedrivningsklar bygning. Det giver et overblik over, om der er miljøskadelige stoffer i materialerne, og de materialer, der kan genanvendes 

Af Daniel Christensen 

Det kan virke paradoksalt. 

Det er vel de færreste, der arbejder, som nedriver, fordi de elsker papirarbejde. Ikke desto mindre er der en stor mængde dokumentationsarbejde, der skal gøres, når man river en bygning ned. Væsentligst er det at have overblik over potentielle miljøskadelige stoffer, der kan være i bygningsmaterialet. Og ud fra et andet miljøhensyn bliver det kun vigtigere at dokumentere, hvor mange dele af en nedreven bygning, der kan genbruges.  

Med den nye app, Milva, kan det arbejde nu gøres markant lettere. 

Milva er et stykke software, som er bygget til totalt at kortlægge en vilkårlig bygningsmasse. Den kan anvendes fra første til sidste del af nedrivningsfasen. Teorien bag er at splitte bygningen op i alle materialer og så lave en dokumentation af hvert enkelt materiale ud fra risikoen for miljøskadelige stoffer og ud fra materialets ressourcepotentiale, så mest muligt materiale bliver genbrugt, og alle miljøskadelige stoffer bliver identificeret og destrueret rigtigt. 

Traditionelt kræver det et enormt papirarbejde for både bygherre og nedriver, men med Milva skal der kun nogle enkelte ja/nej-spørgsmål til, før dokumentationsarbejdet er klaret. 

Det er en gruppe af ingeniører, der har brugt fire år på at programmere appen. Ambitionen har fra begyndelsen været at skabe et stykke software, der gør dokumentationsarbejdet så ubesværet som muligt. 

- Det er en kombination af total registrering af hele bygningsmassen med dokumentation af hver enkelt materiale sammen med en indsigt i, hvad de miljøskadelige stoffer i praksis betyder for ressourcerne og for arbejdsmiljøet. Eksempelvis er der lige nu en gigantisk udfordring med asbest. Den er afledt af, at folk ikke ved, at det er der, og hvordan de skal håndtere det. Begge udfordringer går vi ind og løser, såfremt at det er blevet kortlagt med vores app, siger Tue Holdensen, der er administrerende direktør i Milva. 

Maksimalt output for minimalt input 
Appen kan bruges til projekter i alle størrelser. Den samler og gemmer informationer undervejs, så for hvert projekt, der bliver tastet ind, bliver appen klogere.  

- Vores tilgang er, at man skal få maksimalt output for minimalt input. De fysiske registreringer, som man skal lave manuelt på telefonen i appen, skal være så få og så simple som overhovedet muligt, siger Tue Holdensen 

Konkret vil det sige, at man i appen vælger, hvilke materialer bygningen består af, og så stiller Milva en række spørgsmål, der skal afklare eksempelvis risikoen for miljøskadelige stoffer eller ressourcepotentialet.  

- Så de input, man giver, er så simple som overhovedet muligt, og så få som overhovedet muligt. Og så kobler vi brugerens input med data fra vores materialedatabase. Milva ved en masse om affaldshåndtering gennem en kombination af viden om materialer, miljøskadelige stoffer, om arbejdsmiljø, om materialernes egenskaber, densitet og den slags. Det gør, at når vi kombinerer brugerens input med de informationer, som Milva har i forvejen, så ved vi stort set alt om en bygnings masse, siger Tue Holdensen og giver et eksempel på en feature, der snart bliver introduceret i appen. 

- Hvis vi eksempelvis tager en tagkonstruktion. I appen kan man vælge taghældning, og hvilken type tag det er. Indtaster man de oplysninger, ved vi pludselig en hel masse grundet de informationer, der i forvejen ligger i appen. Vi ved, hvor tæt spærene sidder, vi ved, hvor tæt lægterne sidder, vi ved hvor meget taget vejer, vi ved hvor stor en tagflade der er, og vi ved, hvad der typisk er af eventuelle miljøforekomster og forskellige tilkoblede materialer. Så når brugeren svarer på de enkelte spørgsmål, får appen en hel masse viden. Når først appen ved, at taget er 45 grader, og at det er tegltag, så får den pludselig en masse oplysninger på baggrund af alt det bagvedliggende materiale, vi har samlet ind gennem en lang række af registre og databaser.  

Baseret på et stort materialekendskab 
Ifølge Tue Holdensen er appen også indrettet, så man kan være sikker på, at intet bliver glemt eller overset, når man skal registrere de mulige miljøskadelige stoffer. 

- Det ligger i systemet, at når man registrerer et materiale koblet med en bygningsdel og nogle årstalsspørgsmål, så identificerer systemet hver eneste gang, uden at ramme ved siden af, en eventuel risiko for asbest, som man så er nødt til at tage stilling til. Programmet vil simpelthen ikke lade dig afslutte, før der er taget stilling til det, så man ender ikke i situationer, hvor man får et halvfærdigt produkt, siger han. 

Appen har sin omfattende viden fra offentlige registre parret med databaser, som folkene bag Milva selv har bygget over de seneste fire år. De er baseret på et stort materialekendskab og den indsigt, de har i affaldshåndtering og nedrivningsprocesser. Ekspertgruppen består af tre rådgivere med fem-seks års erfaring fra miljørådgivning og nedrivning. Selve Milva-appen er blevet testet af både nedrivere, bygherrer og kommuner.  

- Typisk er hele afrapporteringsfasen den besværlige del for miljørådgiveren. Man skal registrere alting på pladsen og så hjem og skrive en rapport, hvor man skal holde styr på og huske alle detaljer og konklusioner. Men alt det ligger inde i Milva. Det er der, hvor den enorme besparelse ligger. Når man har lavet den indledende registrering ude på pladsen og igennem systemet bestilt materialeprøver og de kemiske analyser, så klarer appen resten. Alt andet foregår automatisk. Der er ikke et minuts papirarbejde efterfølgende, siger Tue Holdensen. 

Stort samarbejde med Cowi 
Milva er blevet udvalgt af Cowi som en af otte bæredygtige startups, der er blevet inviteret til et større samarbejde. De seneste tre måneder har folkene bag Milva derfor arbejdet tæt sammen med rådgivningsvirksomheden om at videreudvikle appen. 

Næste skridt bliver at finde ud af, hvordan Milva kan blive implementeret i Cowis organisation. 

- Vi kan få stor gavn af meget af den viden, de kommer med. Cowi deler vores ambition om at få kortlagt hele bygningsmassen, så det på sigt kan bruges helt ned på nabo-niveau, og ressourcerne kan fordeles lokalt, siger Tue Holdensen og tilføjer:  

- Vi satser på, at alt bygningsaffald og alle ressourcer i landet bliver kørt igennem vores system om 10 år. 

Klik her og se Tues bror, Ebbe, der er medstifter af Milva, tegne og fortælle i et afsnit af BygTek Live, som blev afviklet kort før jul.

19/1 2023