Næsten 300 virksomheder autoriseret til asbesthåndteringArkivfoto

Næsten 300 virksomheder autoriseret til asbesthåndtering

Sikkerhedsstyrelsen har pr. 6. januar 2025 modtaget 346 ansøgninger om autorisation til nedrivning af asbestholdigt materiale

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Heraf er der udstedt autorisation til 297 virksomheder og givet afslag til 11. De resterende 38 ansøgninger har en igangværende sagsbehandling.

Ud af de 11 virksomheder har seks fået afslag, fordi de har benyttet en forkert blanket. Sikkerhedsstyrelsen forventer, at de dog får godkendt en ny ansøgning, når den bliver gensendt.

De resterende fem virksomheder har fået afslag, enten på grund af manglende forhåndsgodkendelse af deres kvalitetsledelsessystem, eller fordi deres fagligt ansvarlige ikke var godkendt.

Asbestautorisation som andre autorisationer
Karsten Hønge (SF), der selv er uddannet tømrer, har bedt erhvervsminister Morten Bødskov (S) redegøre for, hvordan Erhvervsministeriet har fastsat reglerne for, at Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med autoriserede virksomheder over holder betingelserne for deres autorisation ved arbejde med nedrivning af asbest.

Ministeren noterer, at reglerne for tilsyn med virksomheder, som er autoriseret til at arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale, tager afsæt i styrelsens øvrige eksisterende autorisationsområder inden for el-, vvs- og kloakinstallationer.

Oplysningspligt
I forbindelse med ansøgning om autorisation skal virksomhederne indsende en række oplysninger, herunder hvorvidt virksomhedens fagligt ansvarlige er tilknyttet virksomheden i minimum 30 timer ugentligt inden for virksomhedens normale forretningstid:

- Den autoriserede virksomhed er underlagt en oplysningspligt over for Sikkerhedsstyrelsen - herunder pligt til at oplyse om ændringer i de oplysninger, der er meddelt Sikkerhedsstyrelsen i forbindelse med udstedelse af autorisation, oplyser erhvervsministeren.

Kvalitetsledelsessystem skal leve op til krav
Oplysningspligten gælder også, når virksomheden får til knyttet en ny fagligt ansvarlig, når den fagligt ansvarlige fratræder, eller hvis virksomheden ved, at den fagligt ansvarlige vil være fraværende i mere end seks på hinanden følgende uger.

Sikkerhedsstyrelsen kan desuden kræve alle de oplysninger, der er nødvendige for at udføre tilsyn med, om autoriserede virksomheder overholder betingelserne for deres autorisation. Det gælder eksempelvis oplysninger, der er relevante til vurdering af, om kvalitetsledelsessystemet lever op til de gældende krav.

Tilbagekaldelse af autorisation
Reglerne er også fastsat på baggrund af dialog med Arbejdstilsynet, som videregiver oplysninger om afgørelser vedrørende autoriserede virksomheders overtrædelser af asbestreglerne.

Så er det op til Sikkerhedsstyrelsen at vurdere, om der eventuelt er grundlag for at tilbagekalde en virksomheds autorisation.

9/1 2025