Rigide regler om selektiv nedrivning koster byggebranchen  dyrt

Rigide regler om selektiv nedrivning koster byggebranchen dyrt

Akademikere aner ikke hvad de snakker om, når det gælder lov om selektiv nedrivning. Det mener Kim Edberg, der nu er partiløs på Christiansborg

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget om selektiv nedrivning var der generel bred støtte til forslaget, men Kim Edberg, på daværende tidspunkt stadig Nye Borgerlige, hejste et advarselsflag i forhold til dels omkostningerne ved forslaget og dels arbejdsmiljøet.

Han noterede, at det ikke ligefrem var håndværkere, der i Folketingssalen havde en mening om forslaget og valgte så at tage netop håndværkernes synsvinkel.

Han er selv uddannet anlægsstruktør og har en baggrund i entreprenørbranchen, og han sagde blandt andet:

- Jeg tror ikke, at nogen af jer har tænkt over, hvad det kræver at hive et hus fra hinanden, så det kan genbruges. Det er slut med at vælte det og tage materialerne fra jorden. Man skal op og gå på de der lidt dårlige plader; man skal skrue elementerne fra hinanden hver for sig; det er slut med at bruge søm, når lægterne skal fastgøres – dem kan man ikke hive ud senere, så der skal bruges skruer. Der er mange ting, der ikke er tænkt igennem her, sagde han.

Ikke gratis
Kim Edberg pegede videre på, at arbejdskraft fra danske håndværkere ’ikke er gratis’ og efterlyste viden om, hvad det eksempelvis vil koste at neddrive en muret garage:

- Det betyder, at næste gang, man skal have udskiftet sin carport, vil det, da det tager længere tid at hive noget ned på den måde, end det tager at bygge det, vel koste cirka 150.000 kroner for at få pillet en 50 kvadratmeter stor carport ned - og der er ikke noget marked for materialerne endnu, sagde Kim Edberg.

Markedet er ikke modent
Han erkendte dog, at intentionen med forslaget er rigtig, da der kommer til at mangle grus, og knuste mursten sammen med mørtel bliver det til grus til bundfyld til veje.

Han efterlyste, at man i stedet for at lytte til nogle teoretiske akademikere og politikere uden forstand på byggeri havde ’snakket med en enkelt håndværker eller to og lige stukket en finger i jorden og tænkt’:

- Ja ja, men er markedet modent til det endnu? For hvis der er nogle, der er kede af, at der mangler byggematerialer, er det da håndværkerne. De skal da nok passe på dem…

- Hvis man stadig væk måtte vælte huse, og så bad dem, der laver mursten, om at tage murstenene tilbage, så ville der være en kæmpe CO2-besparelse i det. Dem kan de sjovt nok bruge igen. Men det virker meget, som om det er ’urklubben og vinklubben’, der er blevet enige om, at sådan nogle gamle mursten også er pæne, og at dem kan man godt bruge i sine stuer rundtomkring, men det er bare ikke virkeligheden, sagde Kim Edberg.

Lyt til 3F
Han ønsker derfor, at man friholder privatpersoner og fjerner den ’lovmæssige elastik’, der giver ministeren eller ministerens system mulighed for efterfølgende kan rykke den nuværende grænse fra 250 - til 50 kvadratmeter:

- Og så ønsker jeg rent faktisk, at vi alle sammen lige læser det høringssvar, hvor 3F siger, at der altså er noget med arbejdsmiljøet her, og det handler ikke kun om støv. Det handler også om sikkerheden. Der er nogle bygninger, der bliver hevet ned, fordi de er ved at vælte, og jeg ved ikke, om det er jeres sønner eller døtre, der skal op og kravle på de eternitplader. Det er et spørgsmål om sikkerhed, sagde ordføreren.

Besøg i virkelighedens verden
Han sluttede:

- Det har nu engang altid været håndværkerne, der har været bedst til det, fordi der er penge i det. Hvis der er nogle, der gerne vil ud og se, hvordan man genbruger noget, så er der en åben invitation til, at vi kan tage op i min gamle virksomhed. De graver kloakker op og genbruger materialerne hver eneste dag. Så hvis I har lyst til at prøve at se, hvordan det er at genbruge i virkeligheden, fordi der er god forretning i det, og fordi der allerede er et system for det, der virker, og systemet og markedet er klar, så kan vi gøre det. Indtil da synes jeg, I skal lytte til nogle flere håndværkere og nogle færre akademikere….

15/1 2024