Effekt fra rekordbeskæftigelse spreder sig som ringe i vandet
I januar 2024 var der ifølge Danmarks Statistik 3.009.100 lønmodtagere i job. Det er 3.900 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Siden januar 2023 er der kommet 33.600 nye beskæftigede til
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ser man på den private sektor, er der kommet 1.400 flere lønmodtagere fra december 2023 til januar 2024. I samme periode er der kommet 2.500 flere offentligt ansatte.
- Et godt tegn på, at vores arbejdsmarked står et stærkt sted er, at antallet af mennesker på kontanthjælp er faldet. Ikke siden statistikkens start i 2007 har så få været på kontanthjælp, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
I sektoren ’offentlig forvaltning og service’ steg antallet af lønmodtagere med 2.500 personer i januar. Det svarer til en stigning på 0,3 procent.
I sektoren ’virksomheder og organisationer’, som primært består af private virksomheder, var der 1.400 flere lønmodtagere i januar, svarende til en stigning på 0,1 procent.
33.600 flere lønmodtagere på et år
Siden januar 2023 er lønmodtagerbeskæftigelsen steget i 11 ud af 12 måneder, og i januar 2024 var der 33.600 flere lønmodtagere sammenlignet med samme måned året før.
Tallene dækker over 29.000 flere lønmodtagere i ’virksomheder og organisationer’, og i ’offentlig forvaltning og service’ var der i januar 4.500 flere lønmodtagere sammenlignet med 12 måneder tidligere.
Som ringe i vandet
Bo Sandberg, der er cheføkonom i brancheforeningen Aktive Ejere bemærker, at effekterne af den rekordhøje beskæftigelse spreder sig som ringe i vandet til resten af økonomien:
- Reallønsfremgang og høj jobmobilitet er med til at holde hånden under blandt andet privatforbrug og boligmarked.
- Beskæftigelsen vil vedblive at være høj – og formentlig stigende – også her i 2024. Men hvis vi ved siden af lønmodtagerjobbene også fortsat skal skabe iværksætteri de kommende år, er det vigtigt at understøtte rammevilkårene for at kunne investere privat kapital i danske virksomheder.
- Derfor ser vi frem til at regeringen forhåbentlig snart løfter sløret for deres udspil til iværksætterstrategi, siger cheføkonomen.