Flere end 40 procent af byggevirksomhederne bruger social dumping
Rapport fra VIVE har kun undersøgt danske virksomheder. Der er derfor et mørketal, der betyder, at det reelle omfang af social dumping kan være markant højere
Af Dan Bjerring
Christiansborg
VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) peger i ny rapport på, at der er risiko for social dumping i hver fjerde af de danske virksomheder, som anvender udenlandsk arbejdskraft. Størst er risikoen i bygge- og anlægsbranchen.
Søren Heisel, der er forbundssekretær i 3F kalder undersøgelsen fra VIVE en bekræftelse af, hvad 3F har advaret om i årevis:
- Social dumping er et udbredt problem på det danske arbejdsmarked, og det er kun blevet værre de seneste år. Og specielt 3F's områder er hårdt ramt, siger Søren Heisel.
Tårnhøjt niveau af social dumping
Rapporten kommer i kølvandet på en større fælles myndighedsindsats, der afslørede, at 70 procent af kontrollerede virksomheder i Danmark havde indikationer på social dumping.
Samtidig bekræfter VIVE-rapporten omfanget af kritisable arbejdsforhold blandt udenlandsk arbejdskraft, som en rapport fra Aalborg Universitet i 2023 fastslog.
- Tallene fra VIVE bekræfter endnu engang 3F’s mistanke om, at niveauet af social dumping er tårnhøjt på det danske arbejdsmarked…
- Nu må ideen om, at der kun er tale om enkeltstående virksomheds-eksempler endelig forstumme. Det store omfang taler igen sit tydelige sprog, siger Søren Heisel.
Mangler ekstra værn
Det fremgår af rapporten, at risikoen for social dumping er størst inden for bygge- og anlægsbranchen med 40,5 procent.
Søren Heisel understreger, at det uacceptable høje omfang af social dumping blandt udenlandske medarbejdere viser, at det er særdeles vigtigt med ekstra værn mod social dumping - særligt hvis regeringen ønsker at gøre det endnu nemmere for virksomhederne at hente udenlandsk arbejdskraft til landet.
Kun danske virksomheder undersøgt
Rapporten fra VIVE har kun undersøgt danske virksomheder. Der er derfor et mørketal, der betyder, at det reelle omfang af social dumping kan være markant højere.
- Udviklingen med den stigende sociale dumping er fuldstændig uacceptabel. Det er en alvorlig underminering af vores arbejdsmarked og en hån mod de virksomheder, der spiller efter vores fælles regler.
- Det er på høje tid, at politikerne tager dette langt mere alvorligt og finder den store hammer frem og slår hårdt ned på dem, der lever og skaber profit af andres dårlige arbejdsforhold, slutter Søren Heisel.