I år bliver 33 procent flere almene boliger bygget end sidste år
Efter flere år med begrænset byggeaktivitet er der nu igen gang i byggeriet af almene boliger. Den positive udvikling skal yderligere styrkes, lyder det fra minister
Efter et par vanskelige år, hvor branchen har været hæmmet af stærkt stigende byggeomkostninger, er udviklingen vendt, og der er nu atter gang i det almene byggeri.
Det viser nye tal for alment boligbyggeri fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet.
Antallet af påbegyndte almene boliger er i år steget med 33,2 % sammenlignet med 2023. I alt forventes 2920 nye boliger at blive påbegyndt i år. Samtidig vil der blive givet markant flere tilsagn om opførelse af almene boliger end de foregående år.
- Det er en prioritet for regeringen af få bygget flere almene boliger. De er afgørende for at imødekomme danskernes behov for boliger, der er til at betale. Derfor er det enormt glædeligt, at udviklingen er vendt, siger Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Ministeren understreger, at man fra politisk side fortsat vil arbejde for at sikre en robust udvikling af sektoren.
Det skal blandt andet ske ved at kigge på det maksimumsbeløb, almene boligprojekter er underlagt, som har til hensigt at sikre, at en fremtidig husleje i de almene boliger ikke bliver for høj.
- Regeringen og en række af Folketingets partier har i forbindelse med aftalen om nye klimakrav til byggeriet aftalt, at vi skal kigge på maksimumsbeløbet. Vi skal sikre de økonomiske rammer er tilstrækkelige til at opfylde de nye miljøkrav, så den positive udvikling fortsætter, siger Pernille Rosenkrantz-Theil
-dc