Kæmpe saltvandsindsprøjtning til erhvervsskolerneArkivfoto

Kæmpe saltvandsindsprøjtning til erhvervsskolerne

Matthias Tesfaye (S) har i sin tid som undervisningsminister udrettet mere for erhvervsskolerne end hans forgængere til sammen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Da Mathias Tesfaye blev undervisningsminister betragtede mange politiske iagttagere det som en nedgradering fra justitsministerposten.

Men BygTek pegede allerede dengang på, at for Mathias Tesfaye er Undervisningsministeriet selveste drømmeministeriet.

Han har nemlig aldrig lagt skjul på, at han var meget opsat på at gøre noget for at opgradere respekten erhvervsuddannelserne.

Markant kvalitetsløft
Og som sagt, så gjort. Han har onsdag præsenteret en kraftig økonomisk indsprøjtning til erhvervsskolerne, og han peger selv på, at ”der er brug for et markant kvalitetsløft af erhvervsuddannelserne, hvis Danmark fortsat skal kunne uddanne nogle af de mest kompetente faglærte i verden”.

Han har indgået en bred politisk aftale om ikke færre end 31 initiativer til at gøre erhvervsuddannelserne bedre.

Halv milliard kroner årligt
Med aftalen afsætter regeringen og aftalepartierne en halv milliard kroner årligt fra 2030 til at øge kvaliteten på erhvervsuddannelserne. Dermed er der samlet set prioriteret omkring en milliard kroner til erhvervsuddannelserne fra 2030 og frem.

Erhvervsskolerne bestemmer selv, hvordan der investeres i kvalitetsløftet.

Der afsættes 262 millioner kroner fra 2025 stigende til 317 millioner kroner varigt fra 2032 og frem til skolerne – vel at mærke uden bindinger.

Pengene skal blandt andet bruges til at øge trivslen blandt elever og lærlinge, faglig kompetenceudvikling af undervisere og til at skabe bedre sammenhæng mellem undervisningen på skolerne og tiden i oplæring i en virksomhed.

Historisk løft af erhvervsuddannelserne
SMVdanmark kalder aftalen for ”et historisk stort løft af erhvervsuddannelserne” og henviser til, at erhvervsuddannelserne har været økonomisk underprioriterede:

- Fremtidige elever vil blive mødt af en højere kvalitet i form af blandt andet bedre og mere moderne udstyr. Det vil tusindvis af elever kunne mærke i hverdagen, så det glæder jeg mig meget over, siger Kasper Munk Rasmussen, der er uddannelseschef i SMVdanmark.

Initiativerne i aftalen har især fokus på at reducere frafaldet, der har ligget relativt højt på erhvervsuddannelserne.

Blandt andet sætter man ind med bedre specialpædagogisk støtte (SPS) til elever med ordblindhed samt psykiske og fysiske diagnoser.

Elever med særlige udfordringer
Antallet af elever med særlige udfordringer er i eksplosiv vækst, og på nogle uddannelser udgør gruppen faktisk flertallet

- Vi kan se, at hjælp virker, så eleverne gennemfører deres uddannelser i langt højere grad, hvis de får den nødvendige støtte. Hjælpen mangler især ude på lærepladserne, men den kommer med nu, og på den måde får vi flere faglærte og færre unge uden uddannelse i Danmark, siger Kasper Munk Rasmussen.

Nødlidende uddannelser
Formanden for Danske Malermestre, Per Vangekjær peger på, at erhvervsuddannelserne i mange år har været nødlidende, men samtidig at der de seneste par år - ikke mindst takket være undervisningsminister Mattias Tesfaye - er sket et skred i opfattelsen af erhvervsuddannelserne:

- Der er nu en udbredt erkendelse af, at der er et stort og tvingende behov for at sikre de uddannelser, der uddanner de faglærte, som erhvervslivet har så stort behov for. Lokalt kan skolerne prioritere, hvordan de bruger de ekstra penge.

- Men jeg kan garantere, at der fra erhvervslivet vil blive holdt øje med, at de ekstra penge ikke bare bliver brugt til at lukke huller rundt omkring i erhvervsskolernes regnskaber. De skal reelt gå til eleverne og en bedre undervisning, fastslår Per Vangekjær.

For stort frafald
Også i fagbevægelsen er der glæde over den store interesse for erhvervsskolerne.
I 3F siger forbundssekretær Søren Heisel, at ”det er en rigtig god aftale, der vil løfte både kvaliteten, underviserkompetencerne og ungdomsmiljøerne på erhvervsuddannelserne”:

- Frafaldet på erhvervsuddannelserne er desværre alt for stort, og derfor er det rigtig godt, at der nu kommer mange ressourcer til at løfte miljøerne for eleverne.

- I 3F tror vi nemlig på, at det både kræver højt fagligt niveau, attraktive miljøer og fællesskaber, at fast holde eleverne, - især de unge, siger han.

Skal minde om efterskoler
Søren Heisel kvitterer i øvrigt for, at undervisningsministeren har været god til at inddrage de involverede parter er blevet godt inddraget:

- En del af forslagene har rod i 3F’s ønsker, og så jeg rigtig glad for, at dette ikke er en spareøvelse men en investering. Jeg er især glad for, at aftalen også giver mulighed for at styrke mulighederne for at bo ved erhvervsskolen på de såkaldte skolehjem.

- Her lægger aftalen 16 millioner kroner om året, så flere elever kan bruge den mulighed. I 3F ønsker vi, at erhvervsskolerne kan tilbyde noget, der minder om efterskoleagtige muligheder. Det vil gøre uddannelserne attraktive og fastholde mange elever, siger Søren Heisel.

7/5 2025