Kommune skar 3½ måned af byggesagsbehandling
Solrød Kommune har reduceret den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på byggesager fra 130 dage i 2022 til 25 dage i 2023
Af Dan Bjerring
Et af de punkter, der ofte fra byggevirksomhedernes side kritiseres i kommunernes administration, er byggesagsbehandlingen. Den varer i nogle kommuner nærmest uendeligt længe, men i Solrød Kommune gjorde man noget ved det.
Byrådet besluttede på byrådsmødet den 21. december 2020 at tilføje ekstra ressourcer svarende til to årsværk til opgaver inden for planlægning og byggesager.
Målet var at få nedbragt sagsbehandlingstiderne og reduceret den opbyggede sagspukkel på området. Bevillingen lød på 1,2 millioner kroner årligt fra 2021.
Operationen lykkedes
Og operationen lykkedes. Sidste år opnåede kommunen, der ligger syd for København, en markant forbedring på antallet af dage, det tager at få grønt lys til et byggeri.
Der er skåret hele 105 dage af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra 2022 til 2023 på de såkaldte ’servicemålsager’ inden for byggesagsområdet. Det viser de nyeste tal fra Kommunernes Landsforening.
360 graders eftersyn
Forbedringen har løftet Solrød Kommune fra at være nummer 90 ud af landets 98 kommuner i 2022 til en placering som nummer 19 sidste år, efter man i 2022 foretog en større oprydning af gamle byggesager, som havde en direkte påvirkning på sagsbehandlingstiden:
De forbedrede sagsbehandlingstider er resultatet af et målrettet 360 graders eftersyn af byggesagsområdet, der er blevet lavet med henblik på at optimere processer, implementere ny teknologi og forbedre informationen.
Visitationsenhed
Blandt andet er der etableret en visitationsenhed, der sikrer en hurtig respons på nye ansøgninger, ligesom et nyt it-system til sagsbehandlingen har givet bedre overblik over sagerne og sagsstyringen.
Der er desuden indført et fast byggesagsgebyr på private byggesager, og generelt er der blevet opdateret på både informationen og kommunikationen til ansøgere.
Eksempelvis er ventetiden på sager om enfamiliehuse gået fra 110 dage i 2022 til 22 dage i 2023, og for simple konstruktioner er det tilsvarende gået fra 167 dage til 21 dage.
Også for etagebyggeri til erhverv er der på et år slået over 100 dage af ventetiden ved at gå fra 150 til 41 dage.