Milliarder til håndværksopgaver på lokale skoler
Som en del af Folkeskolens kvalitetsprogram er der afsat 2,6 milliarder kroner til bedre lokaler, udvidelser af bygninger og legepladser
Af Dan Bjerring
Christiansborg
For lokale håndværkere kan der være mange spændende opgaver, når kommunerne skal investere milliarder af kroner i folkeskolernes bygninger og omgivelser.
En undersøgelse har vist, at 51 procent af skolelederne mener, at for få eller for dårlige undervisningslokaler i høj eller nogen grad hæmmer muligheden for at gennemføre undervisning af høj kvalitet på deres skole.
Samtidig svarer 48 procent, at det går ud over undervisningen med praktiske aktiviteter at skolens materialer, faciliteter og lokaler ikke er gode nok.
Mere praktisk skole
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) understreger, at investeringen er et bidrag til at gøre skolen mere praktisk:
- Eleverne kan ikke lære at lave mad uden et køkken eller bygge noget uden et værksted. Det handler om at give lærerne og eleverne nogle ordentlige rammer, nu hvor de skal bruge mere tid i faglokalerne, siger han.
Markant investering i faglokaler
Milliarderne kommer ud til kommunerne de kommende tre år, og kommunerne har frihed til at bruge pengene ud fra en lokal vurdering af, hvordan de bedst styrker skolernes fysiske rammer.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Kommunernes Landsforening planlægger kommunerne forbedringer af faglokaler for over 1,4 milliarder kroner frem mod 2026.
Pengene går blandt andet til at opgradere lokaler til madkundskab, håndværk og design, naturfag og billedkunst.