Misundelsesskat koster otte milliarder kroner på bundlinien
Med 122 milliarder kroner sætter indtægterne fra selskabsskatten i 2024 ny rekord
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Omkring 10 milliarder kroner af stigningen i det økonomiske råderum kommer fra stigende indtægter fra selskabsskatten:¨
- Tiden er kommet til at sænke selskabsskatten og fremtidssikre virksomhedernes konkurrenceevne, mener Dansk Erhverv administrerende direktør Brian Mikkelsen.
Indtægterne fra selskabsskatten har intet mindre end nået en ny historisk milepæl. Statens indtægter fra virksomhedernes selskabsskat nåede i 2024 op på 122 milliarder kroner.
Fordobling på otte år
Det er omkring 17 milliarder kroner mere end året før, og det er en fordobling på otte år:
- Med det historisk høje indtægtsniveau fra selskabsskatten bør man fra politisk side prioritere at fremtidssikre virksomhedernes konkurrenceevne ved at sænke selskabsskatten. Det vil koste 5-6 milliarder kroner at sænke selskabsskatten til 19 procent.
- Det vil rigeligt kunne finansieres fra stigningen i det økonomiske råderum, som virksomhedernes i høj grad har været med til at levere. Ved at sænke selskabsskatten til 19 procent vil det øge Danmarks BNP med omkring otte milliarder kroner, siger Brian Mikkelsen.
Vækstmotor på én cylinder
I en tid med geopolitisk uro, risiko for omfattende handelskrige og udfordringer med Europas konkurrenceevne er det afgørende at sikre de rette rammevilkår for dansk erhvervsliv:
- Det går godt i dansk økonomi netop nu. Men vi kan ikke være sikre på, at det bare varer ved – slet ikke i den tid, vi lever i. Derfor er det afgørende, at vi fortsat skaber de bedst mulige rammevilkår for danske virksomheder til fortsat at kunne sikre velstand og velfærd til Danmark.
- Vi ved, at selskabsskatten er en af de mest væksthæmmende skatter, siger Brian Mikkelsen.
Vækstsucces på grund af eksport
Den danske vækstsucces gennem de seneste fire år hviler udelukkende på en velfungerende eksportmotor som følge af danske virksomheders evne til at afsætte deres varer og services.
Omvendt er investeringerne herhjemme i de seneste år faldet med 85 mia. kroner og trækker ned i væksten, mens privatforbruget står stille:
- Det er en udfordring for dansk økonomi, at vores vækstmotor så at sige kører på én cylinder. Det er risikabelt at være helt afhængige af vores eksport i en tid med stor uro på den geopolitiske scene og risiko for handelskrig.
- Europa er under pres fra andre dele af verden, hvor man i den grad ruller den røde løber ud for erhvervslivet. Derfor er der brug for et stærkere fokus på at styrke rammevilkårene for at kickstarte investeringerne i den indenlandske vækst og i det, vi skal leve af i fremtiden., slutter Dansk Erhvervs administrerende direktør.