
Mærsk køber grund tæt op af Kastellet
Forsvarsministeriet har solgt et ubenyttet jord stykke ved Esplanaden i København tæt ved Kastellet
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Salget er ifølge et aktstykke til Folketingets Finansudvalg sket uden offentligt udbud, og køberen er A. P. Møller Holding. Salgsprisen er 3,7 millioner kroner.
A.P. Møller Holding A/S har rettet henvendelse til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse om køb af et mindre jordstykke, som grænser op til Mærsk hovedbygning.
A. P. Møller Holding ønsker ønske ”ydre, fysisk sikring” af deres ejendom, og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse vurderer, at arealet ikke skal anvendes af Forsvarsministeriet hverken nu eller i fremtiden.
Højere pris en ved udbud
Jordstykket har ikke tidligere været planlagt afhændet, og derfor er salget en følge af en forespørgsel fra A. P. Møller Holding..
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har i april 2024 indhentet en udtalelse fra et uafhængigt valuarfirma, som har vurderet, at handelsprisen på jordstykket er over markedsværdien, og derfor vurderes at tilvejebringe staten et højere nettoprovenu end ved offentligt udbud.
Ingen andre købere
Samtidig vurderes det, at der ikke er andre oplagte købere til jordstykket end A. P. Møller Holding.
Jordstykket på 790 kvadratmeter og skal ikke anvendes af Forsvarsministeriet, og afhændelse vil ikke have negativ indflydelse på Forsvarets fremtidige anvendelse af Kastellet.
Jordstykket ligger i dag som et grønt areal uden mulighed for bebyggelse – hverken nu eller i fremtiden.
Det er en betingelse for handlen, at arealet ikke må bebygges. Køber må ikke udnytte byggeretter, der er tilknyttet arealet, til byggeri på nogen ejendom i området.
Må ikke bebygges
Af handelsvilkårene i købsaftalen fremgår det i øvrigt, at den påtænkte anvendelse af jordstykket er ”grønt rekreativt område”.
- Eftersom byggeretter ikke må anvendes, kan A. P. Møller Holding ikke få økonomisk vinding ud af erhvervelsen gennem udstykning, bebyggelse med frasalg eller lignende, konkluderes det over for Finansudvalget.
Arealet har været tilgængeligt for offentligheden, men har i en periode været benyttet af A. P. Møller Holding A/S i forbindelse med byggeri, og dermed afskåret fra offentligheden.