Alternative tagløsninger vinder frem
De gamle tagtyper fravælges i stigende grad, når der bygges nye parcelhuse, eller gamle tage skal udskiftes
Af Dan Bjerring
Ifølge ejendomsmæglerkæden Estate er et godt tag på parcelhuset ’alfa og omega’, når huset skal sælges.
Tidligere blev der nærmest pr. automatik lagt tegl eller eternittag på parcelhusene, men over de seneste ti år viser tal fra Danmarks Statistik at parcelhusejerne i stigende grad vælger nye og mere alternative tagtyper.
Især flade tage - de såkaldte built-up tage, tagpap, metaltage, glastage og grønne tage – er ifølge Estate blandt de nye favoritter, hvorimod flere dropper deres asbesttage, mens det klassiske tegltag udvikler sig status quo.
Begrænset levetid
Det er ifølge Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate et større fokus på bæredygtighed og især æstetisk, som kan spores på landets parcelhustage:
- Den store mængde parcelhuse, der blev opført i tresserne og halvfjerdserne, får skiftet tage i disse år, fordi mange tagtyper fra den tid kun har en begrænset levetid. Men det er langt fra hver gang, man lægger den samme type tag igen, fortæller han.
Især med stigende materialepriser og håndværkerlønninger er det en betydelig økonomisk byrde at skifte et tag:
Solcelleløsning
- Derfor er det også fornuftigt, at man som udgangspunkt ikke sætter sit hus til salg med et tag, der er proppet med K3'ere i tilstandsrapporten. For det første skal et hus være tæt, da indtrængen af vand kan blive en katastrofe for boligejeren. Med det voldsomme vejr, vi ser i øjeblikket, er opmærksomheden ikke blevet mindre. Et nyt tag gør samtidig et hus langt mere iøjnefaldende. Og der kan ved en tagudskiftning være mulighed for at nedbringe boligens CO2-udslip, enten ved ekstra isolering eller ved at etablere solceller, siger Thomas Hovgaard